Siden 1970’erne har der verseret rygter om, at Thomas Pynchon skrev på en roman om Mason-Dixon-linjen. Spændingen blev udløst, da mastodonten ”Mason & Dixon” kom på gaden i 1997 (”Mason & Dixon”, 2002). ”Mason & Dixon” er en tidsbundet fortælling med rød tråd, som kontrasterer den sprængte struktur i ”Gravity’s Rainbow”.
”Mason & Dixon” tager udgangspunkt i en sand fortælling om astronomen Charles Mason og landmåleren Jeremiah Dixon, der sendes til Amerika for at løse en gammel grænsestrid mellem rivaliserende familier i Pennsylvania og Maryland. Vi følger disse britiske gentlemen fra deres første møde i 1760 og frem til deres død i 1779 og 1786, fortalt af præsten Wicks Cherrycoke. Ved hjælp af astronomiske observationer og fem års slid opmåler de grænsen. Deres møje og besvær indskrev sig i amerikansk historie, og Mason-Dixon-linjen førte til en grænsedragning mellem Nord- og Sydstaterne, der også markerede grænsen mellem slaveri og frihed.
24071847
Værket skildrer en historisk overgangsperiode, hvor den vestlige verden bevæger sig ind i Oplysningstiden. Thomas Pynchon ser det lineære som udtryk for denne tids rationelle verdenssyn, for tidens lineære fremadskriden er et centralt motiv i værket. Den lineære plotstruktur afspejler selve fortællingen, idet Mason og Dixon opmåler en snorlige grænsedragning. Denne linje dikterer også deres bevægelser. Dette overføres til værkets traditionelle opbygning, hvor vi følger hovedpersonerne frem til deres død i værkets slutning. Samtidig stritter værket imod denne lineære fortælleform. F.eks. udtrykker en kinesisk romanfigur sin mistillid til den snorlige Mason-Dixon-linje, der kan ses som et fysisk tegn på tidens rationelle verdenssyn.
For at ramme tidsånden blev bogen skrevet på et snirklet 1700-tals-engelsk med indviklet syntaks og gammeldags ordforråd. Selvom forfatteren har efterstræbt et arkaisk tonefald, har han tilføjet anakronismer, der markerer, at værket er skrevet i det 20. århundrede. Dermed har han opblødt den lineære plotstruktur, for der findes ikke kun én endegyldig historisk sandhed. Også Mason og Dixon bliver hen mod slutningen i tvivl om, hvorvidt deres projekt – opmålingen af ødemarken – var så klogt.