Bjørn Rasmussen arbejder med litterære lag, og (efter?)ligner på den måde sit idol David Lynch, der er kendt for i sine film at arbejde med både tekstur, væv og lag. Bag det umiddelbare ligger der hos både Bjørn Rasmussen og David Lynch en spirende uhygge, noget faretruende, som man ikke kan sætte fingeren på, og som netop derfor bliver endnu mere angstfremkaldende.
At Bjørn Rasmussen er rundet af teatret og dramatikkens form ses især i den frihed, han tager sig til at gøre romanen teatralsk – at lade sin karakter klæde sig i hundeskind eller give beskrivelser af nærmest drømmelignende karakter ligger dramaets sprog og metaforik nær. Om sine stjålne sætninger fra andre forfattere siger Bjørn Rasmussen, at romanens struktur understøtter tematikken: ”Det hentede sprog minder om en hentethed i identiteten. Lige så svært det er at skelne mellem mine sætninger og de sætninger, jeg låner – lige så umuligt er det for Bjørn at afgrænse sit eget subjekt fra omverdenen.”
— Så romanens kakofoni af forfatterstemmer svarer på en måde til Bjørns mange forskellige jeg’er?
”Ja, romanen er en afvisning af avocado-jeg’et, der består af en skal, noget kød og en kerne inderst inde. Hvis man overhovedet skal tale om en kerne, så er den flyttet ud i overfladen, ud i huden. Det er dér, kønnet og subjektet sidder. Og det er et meget sårbart sted, fordi man her er stillet til skue og kan præges og males på og skæres i.”
(Rasmus Bo Sørensen: Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop. Information, 2012-01-13).