Det er faderrolle, barndom, forældretab, mandighed, kræftsygdom og kroppen som både hylster, bolig, sygdomsbyld og driftstempel, der binder Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” (2015) sammen til et surrealistisk, humoristisk, klamt og æstetisk værk.
Den består af digte uden titler og vers, kun adskilt af linjebrud og konkret sorthed, nemlig sorte sider, der giver visuelt modspil til de billedskabende metaforer, Rasmussen maler. Lige dele af sindets og psykens ibenholtsorte sorg og skrøbelige uskyld blandes med fysiske sekreter, fra beskrivelser af blod, sæd og bræk til lugten af et uvasket pikhoved. Smerten er udgangspunktet for det martrede fortællerjeg, der leder efter sig selv, sin far (Flem-ming, Ming) og efter en vej ind i kærlighedslivet. Faderens somatiske sygdom er lige så opslugende og nedbrydende som den psykiske sygdom, jeg’et beskriver, ”(…) i aften skal jeg indlægges/ selvfølgelig er jeg en lille smule bange/ det føles sådan her:/ død drøm bjørn/ men nu tager jeg altså en taxa/ i en engels favn” (s. 65).
51933095
Det smertefulde står i komisk kontrast til for eksempel IKEA-køkkenet, der skal installeres i det parforhold, jeg’et udgør den ene halvdel af. Det konkrete hverdagsliv og parforholdets konventioner gør kærligheden latterlig, lavpraktisk og kold. Kedsomhed, afmagt og sorg druknes i alkohol, joints, medicin og sex. ’Ridelæreren’ (i bestemt form, hvilket leder tanken hen på debutromanen) inviteres til en trekant, som jeg’et alligevel ikke formår at deltage i. Det er et kaos og vakuum på samme tid, en søgen efter kærlighed og tryghed, der hurtigt bliver konform, kvælende og dermed utryg.
Forældrenes skilsmisse behandles med barnets undren og dets smerte, der kun vokser, jo mere afstand, der bliver mellem forældrene. At kræften overtager faderen, gør det ikke nemmere. Beskrivelsen af kroppens forfald illustrerer, hvordan det, der var en far, langsomt bliver udslettet og diffust. På samme måde beskriver Rasmussen, hvordan sindet og jeg’et er diffuse størrelser, der ikke nødvendigvis kan bindes sammen – heller ikke selvom kroppen som fysisk enhed er intakt og levende.