Ligesom Erich Maria Remarque blev inspireret af sin tid på slagmarken i ”Intet nyt fra Vestfronten”, lod han sig inspirere af sin efterfølgende tid som emigrant i ”Arc de Triomphe” (”Triumfbuen”, 1998). Romanen udkom i 1945 og handler om den tyske læge Ravic, der lever som politisk flygtning og ulovlig emigrant i Paris. Den foregår i tiden umiddelbart før Anden Verdenskrig, hvor nazisterne har skrappe regler for, hvem der må opholde sig i Tyskland, og hvor der sættes hårdt ind mod folk, som ikke støtter Hitler og hans regime. Ravic er én af disse ”u-nationalistiske” tyskere, som papirløs og uden arbejdstilladelse må prøve at klare den i Paris.
Ravic opholder sig ved at foretage vanskelige operationer for læger, der er mindre dygtige end ham og som alligevel både underbetaler og chikanerer ham. Han affinder sig ikke desto mindre med tilværelsen, og ved hjælp af en vis mængde Calvados og cigaretter lever han et resigneret liv, hvor ingen får lov til rigtigt at komme tæt på ham. Så er det nemlig lettere at holde følelserne stangen.
Alt ændrer sig imidlertid den dag, hvor Ravic møder den unge, smukke Joan, som han først af ren medlidenhed tager sig af, men sidenhen hovedkulds forelsker sig i. Det gør livet sødere for Ravic men også betydeligt mere kompliceret. Forholdet åbner nemlig op for en bunke hengemte og nedgravede følelser, hvoriblandt hævn er den mest tungtvejende. Når Ravic tilmed møder sin fortids nazibøddel Haake – som i Ravics tidligere liv torturerede ham og dræbte hans kæreste – bliver det helt umuligt for ham at opretholde selvkontrol. Ansigt til ansigt med Haake er hævn det eneste, Ravic har i hovedet.
”Triumfbuen” emmer af sorg, håbløshed og enorm skuffelse over menneskeheden, men den viser også, at kærlighed – selvom den måske ikke ophæver krig – giver indhold til tilværelsen på en måde, som er helt nødvendig, når nu krig er et uundgåeligt vilkår.