I Tore Renbergs udgivelse fra 2008, ”Charlotte Isabel Hansen” (”Charlotte Isabel Hansen”, 2011), er året 1997, og den nu 25-årige Jarle Klepp er travlt beskæftiget med sit kandidatstudium i litteraturvidenskab på Universitetet i Bergen. Jarle har fundet sig til rette i den akademiske verden, hvor han føler, at han er noget særligt, at han er voksen. Men en dag får Jarle at vide, at han er far til en snart 7-årig pige ved navn Charlotte Isabel Hansen, også kaldet Lotte.
Lotte er resultatet af en omtåget nat i 1990’erne, som beskrives i ”Mig og Yngve”. Lottes unge mor har i et dårligt formuleret brev gjort det klart, at hun rejser en uge til syden, og at det nu er tid til, at Jarle viser sig som en mand og passer sin datter. Navnet ’Charlotte Isabel Hansen’ er ifølge Jarle sigende i forhold til datterens ophav. Nok har navnet ’Charlotte’ referencer til den tyske åndstradition, men tilføjet det champagneagtige mousserende mellemnavn ’Isabel’ og efternavnet ’Hansen’, som alle hedder, giver det et prinsesseagtigt krukket og barnligt navn. Et navn, som kun et barn kan give et barn, hvilket Lottes mor, der da Lotte blev født gik i 9. klasse, også var, og Jarle lægger ikke skjul på, at han føler sig bedre end hende. For der er langt fra Jarles forestillinger om en oplyst intelligentsia, som skal redde samfundet fra idioti og undergang, til den unge mor Anette, der er kassedame i Rema og træffer ureflekterede beslutninger.
29073198
På dagen for Prinsesse Dianas begravelse ankommer Lotte med fly til Bergen. Hun er en nysgerrig størrelse, der til Jarles irritation konstant stiller spørgsmål: Hvorfor er du skaldet? Hvor er mit værelse? Hvad skal vi lave på min fødselsdag? Et barn passer ikke ind i Jarles indholdsrige og interessante liv, og han kommer da heller ikke særligt godt fra start. Men langsomt får Lotte lov til at sætte sine spor. Adorno-plakaten bliver erstattet med en Spice Girls plakat, og Jarle sætter sit selvhøjtidelige selv til side og indser, at der også findes værdi i Lottes selskab og hendes ”barnlige jordbær-glæde”.
Det er ikke vanskeligt at trække tråde til forfatterens eget liv, da han ligesom Jarle har studeret på Universitetet i Bergen. Med denne bog udstiller han på humoristisk vis miljøets selvhøjtidelighed ved at vise, hvor hult det er. Han stiller sig kritisk over for den tendens, at man i 1990’erne ubetinget bifaldt foryngelse inden for alle områder, der indebar dannelse og ledelse, ved at vise hvordan tendensen er steget den fremelskede Jarle til hovedet.