Beslægtede forfatterskaber

Ida-Marie Rendtorffs serie om dragehviskeren minder på mange måder om Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” fra 1973. Flere af de klassiske temaer som overgangsfase, opgøret med autoriteten og ikke mindst autoritetens fatale tillidssvigt går igen i begge romaner sammen med uskyldstabet og det tidlige møde med døden. Selve beskrivelsen af fantasymiljøet rummer mange paralleller til Brødrene Løvehjertes verden.

Det værste, der kan ske for barnet, er, når den voksne, man har mest tillid til, viser sig at svigte tilliden og være forræder – denne tvivl og sorg dukker op hos Dalia undervejs i historien, da hun får mistanke til Hella, som har opfostret hende siden morens død og lært hende sagnet om dragerne og dragehviskeren. Et svigt der har samme karakter, som det man oplever i ”Brødrene Løvehjerte”, da den 10-årige Karl bliver vidne til, at hans gode ven Jossi, kroejeren, er den forræder, de alle har ledt efter.

Særligt serien ”Kloden under vand” kan – både i tema og genre – minde en del om dystopien ”Støvets børn” af Louise Lawrence fra 1986. Af nyere forfatterskaber er bøgerne i stil og genre beslægtede med blandt andre Lene Kaaberbøls fantasy-serier som eksempelvis ”Vildheks”, 2010.