Ida-Marie Rendtorffs fantasyserie ”Dalia Dragehvisker” fra 2008 er skrevet i et dagbogsagtigt sprog, hvor jeg-fortælleren behandler læseren som sin betroede og indvier os i følelser, tanker, glæde og ikke mindst sorg. Bogens begyndelse indkredser et centralt tema: overgangstemaet.
Allerede første linje indikerer noget af den smerte, som skal blive en drivkraft for den 14-årige hovedperson Dalia: ”Jeg glemmer aldrig den morgen. For det var den sidste morgen i den gamle verden.” (s. 5). Tabet af fortiden, med alt hvad den indebærer af tryghed, en velkendt verden og barndommens uskyld er et klassisk tema i de fleste ungdomsromaner. Denne smerte, som hører med til løsrivelsen og overgangsfasen, gør sig gældende på det ydre plan såvel som det indre. Dalia udtrykker flere gang ønsket om, at alt bliver som før: ”Jeg havde prøvet at finde Lutia tidligere på dagen for at … ja, bare for at snakke lidt. Jeg ville så gerne have, at alt blev som før.” (s. 49).
28905947
På det ydre plan handler overgangen om drageprøven, der skal gøre Dalia til dragekriger og dermed blandt de voksne krigere. Hun dumper prøven og bliver derfor skilt fra sin bedste veninde Lutia. Samme nat opdager Dalia, at dragerne muligvis bliver forgiftet af en ukendt skikkelse. Hun bliver derfor vidne til en stor forbrydelse, og dermed er det klassiske uskyldstab introduceret. Som så ofte før handler det om, hvordan den unges tillid til de voksne svigtes. Ingen af dragekvinderne vil nemlig lytte til Dalia, da hun forsøger at fortælle, hvad hun har været vidne til om natten. Samtidig opdager Dalia, at den højt respekterede dragelæge Elicia sover på sin vagt hos dragerne og dermed svigter sit ansvar fatalt.
Tillid er et andet vigtigt tema i bogen. Tilliden mellem drage og dragehvisker er en grundregel i træningen og basis for dragekrigernes kamp mod den onde fyrst Mautus på den anden side af floden. Og den tillid som er centralt i venskabet og derfor også medvirkende til, at venskabet mellem Dalia og Lutia opløses på grund af en løgn.
Derudover er der tilliden mellem autoriteten og barnet, der svigtes og skal svigtets for at motivere den unge til selv at tage affære, hvorefter den klassiske overgangsfase kan indtræde.
Vendepunktet bliver hjælp fra en uventet kant. Undervejs skifter plottet kurs, og først den ene, siden den anden, er i mistankens søgelys. Læseren er lige så mistænksom og lige så meget i tvivl som Dalia: hvem kan man stole på, og hvem er forræder?