Både på det realistiske og det overnaturlige plan kredser Ida-Marie Rendtorff om savnet, og det der sker med os, når vi skal forholde os til et stort tab. Umiddelbart kan det lyde pessimistisk, men en vigtig pointe er, at det netop er dette tab af noget dyrebart, som ansporer til et oprør og herunder også en vigtig udviklingsproces hos den unge hovedperson. Forfatteren efterlader således aldrig karakteren – eller læseren – uden et håb; en slags hengemt filosofi om at man må give slip på noget for at vinde noget andet.
Det er derfor ikke tilfældigt, at Rendtorffs hovedpersoner gennemgående er 14-16 år gamle; en alder fuld af forandringer, nogle gode og nogle smertefulde. Karaktererne i forfatterskabet er overlevere, de handler selvstændigt og tænker uden for rammerne. De bliver derfor også regelbrydere og oprørere, hvilket i sidste ende ofte gør dem til helte.
Der hviler en særlig ensomhed over Rendtorffs karakterer, måske er det netop det, der gør dem i stand til at betro sig så nært til læseren.