Eventyrene: Slusernes Kejser og Shamran – den som kommer

Citat
“[Aron Myill var] en smittens by. Et sted for døende, krøblinge og spedalske. De bor der i tusindvis. Ruinerne af byen står jo endnu, men byen er under Karras’ kontrol.”
“Slusernes Kejser”, bind 1, udg. fra 1984, s. 89.

“[Aron Myill var] en smittens by. Et sted for døende, krøblinge og spedalske. De bor der i tusindvis. Ruinerne af byen står jo endnu, men byen er under Karras’ kontrol.”Bjarne Reuter gør sig bemærket som eventyrforfatter tidligt i sit forfatterskab. Først med en række gendigtninger af populære eventyr som “Rottefængeren fra Hameln” og “Drengen der ikke kunne blive bange”. I 1978 opfandt han selv en ny verden i kæmpeværket “Slusernes Kejser”. Her er eventyret for voksne; en sci-fi inspireret fremtidsvision med dyb gæld til Tolkiens “Ringenes Herre”.

21503223

“Slusernes Kejser” udspiller sig efter en altødelæggende krig: En gruppe særligt udvalgte begiver sig ud på en rejse for at vælte den onde Kejser Karras, der har inddæmmet vandet og forarmet landet. Romanen er humanistisk i sin tematisering af magtbegær og ondskab, som mennesket må vælge fra for at undgå katastrofe. I 1984 udkom bogen igen, denne gang rigt illustreret af Ib Spang Olsen, delt i to bind og bearbejdet for børn.

Endnu et livtag med genren kom i 1985 med “Shamran – den som kommer”. Den er en stort anlagt allegorisk fortælling om kampen for livet: Den dødeligt syge dreng Filip går på sin sidste nat gennem et maleri til en parallel verden, hvor han må kæmpe mod trolddom og ondskab. Til sidst finder han igen sig selv i barneværelset – han har overlevet døden.

Bjarne Reuters eventyr placerer sig i intim forlængelse af klassikere som Tolkien og C.S. Lewis. Også for Reuter fungerer eventyrets nye verdener allegorisk: De skal sige noget om den virkelige verden. Men eventyret har også sin egen ret; det er verden opfundet på ny, siger han: “Jeg synes, eventyret er spændende af to grunde – selv om de godt nok er paradoksale. På den ene led kan man opfinde verden på ny. Man bestemmer selv og er ikke afhængig af en hel masse tidsbestemte faktorer. På den anden led er man bundet af eventyrets normsæt, som jeg holder meget af.” (Ulla Kofod-Olsen: Drøm, digt og virkelighed, side 71).