Prins Faisals ring og Løgnhalsen fra Umbrien

Citat
“Således er det kommet mig for øre, at en adelig frue som mistede sin hund, lagde den i en kiste med sølvbeslag og førte den til hvile med seksten præster og tyve messedrenge samt et større følge, som alle havde kendt den firbenede.”
“Løgnhalsen fra Umbrien”, side 21.

“Prins Faisals ring” (2000) og “Løgnhalsen fra Umbrien” (2004) er iscenesat i en fjern historisk fortid, og begge viser nye sider af Bjarne Reuters forfatterskab.

“Prins Faisals Ring” er en 500 sider lang dannelsesroman. Den foregår i syttenhundredetallet og starter med en spådom, der lægger grunden til hovedpersonen Tom Collins’ eventyrlige færd fra Caribien og ud i verden. Romanen byder på sørøveri, heksebrænding, inkvisition, slaveri og andet tju-bang, men som altid er der alvor bag løjerne.

25112962

Det er der ligeledes i “Løgnhalsen fra Umbrien”. Gavtyven Giuseppe Emanuele Pagamino lever som kvaksalver, lystløgner og ligrøver i det 14. århundredes pesthærgede Italien; intet er helligt for ham. Udover at snøre dem, som snøres kan, er han på jagt efter den sidste ingrediens i en mikstur, som giver evigt liv. Pagamino mangler et drys fra Satans fingernegl, og da en dreng, der siges at være avlet af Fanden selv, netop skal brændes i byen Lucca, ser Pagamino sin chance. Men planen mislykkes, og han må flygte tværs gennem Norditalien med både Gud og Satan i hælene – hhv. i skikkelse af en magtbegærlig bisp og en grotesk bøddel.

“Løgnhalsen fra Umbrien” er en gavtyveroman eller en ’picaresk roman’, som det hedder, i traditionen fra Cervantes’ “Don Quixote”. ’Picaro’ er spansk for gavtyv, og Reuter er helt i genrens ånd med sin fortælling om den omstrejfende antihelt, der ikke er sen til at drive gæk med højerestående personer.

Reuters Pagamino er en usympatisk kyniker, men i løbet af romanen bliver han uden at ville det et bedre menneske. Hermed rummer romanen et slet skjult angreb på forstenede magtsystemer som kirken og formulerer et humanistisk forsvar for den antiautoritære tvivl og kritik. Det er her, romanen bliver en allegori på sin samtid.