Rifbjergs romanprosa har flere registre. I grove træk kan man udskille tre typer beretninger: først den, der trækker på erindringen om den uudtømmelige barndom og ungdom, som udmøntes direkte i de smukke kronikker Dengang det var før (1971), en subjektiv Danmarkshistorie med tydelige periodetræk. En hugorm i solen (1974): sommeren før krigen, Drengene (1977): Amager under krigen, Tak for turen (1975): en skolerejse efter befrielsen, Leif den lykkelige jr. (1971): studentens hjemtur fra USA, Arkivet (1967): de flinke studenter under uddannelse, Lonni og Karl (1969): ungt ægteskab og galskab.
Rækken kunne suppleres med flere titler og sideveje, én fører mod ungdomsromanen De hellige aber (1981) og især Kesses krig (1982), men romantypen Lonni og Karl, der har ungdomsoprøret og revolutionsdrømmen i sig, fører frem til gruppen af romaner og fortællinger, der gennembryder realismen og udbygger fantastiske universer, der så at sige altid findes under en eller anden form i Rifbjergs digtning.
Tango (1978) er en roman - eller ´syv osmotiske fortællinger´, en grænseoverskridende politisk-poetisk skildring af medieverdenen og de almindelige ideologiske forsnævringer, med Stauning, Else Skouboe og Karen Blixen i fiktive nøglepositioner.
Den kriminelle verden føres vi ind til med Kiks (1976), et eksempel på Rifbjergs groteske, satiriske realisme, en provinsskildring, der går hen og bliver en politisk spændingsroman. Den er lyrisk i sin detaljerede sansning langt ind i væmmelsens uhyrlige hysteri, et psykologisk eventyr. Kriminalistiske indslag findes i lange baner i Harlekin skelet (1985), der kaldes en pantomimeroman og også foregår i en similiverden, der konfronteres med Vesterbros ludermiljø ligesom i Rapsodi i blåt (1991), et bittersødt karneval, parodi og satire under ét.
20596384
Den tredje romantype ved siden af de erindringsbestemte og de satiriske, karnevalsagtige, er kriseromanerne omkring den voksnes psykiske sammenbrud. Forsøg på indre udviklingsrejser. Rækken indledes af Operaelskeren (1966), bygget over Don Juan-motivet med en matematikprofessor som dagbogsskrivende elsker, der søger at kombinere erotisk opbruds- og rejseliv med ægteskabets tryghed. Den næste er om diplomatfruen Anna (Jeg) Anna (1969), der bryder op fra sit konventionelle ægteskab og opsøger sin tabte barndom i en dramatisk odyssé hjem til Danmark. Den midaldrende eksistentielle krise analyseres videre i endnu to romaner med kvindelig hovedskikkelse, Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre (1971), en konfrontation mellem det almindelige menneske og kunstnerverdenen, og i Vejen ad hvilken (1975), atter et frigørelsesprojekt, hvor Misse Winkel flygter ned gennem Europa, men også kun længere og længere ind i forviklinger og bånd, der medfører hendes død.
Et bortvendt ansigt (1977) og Det sorte hul (1980) har mandlig hovedperson og et fælles tema i den splittelse af Jeg´et, der pågår. I den første er det anskueliggjort gennem en eksperimentel fortælleform med skiftende synsvinkel, stilarter og pseudodokumenter. Den anden har en bilrejse som handlingsramme om den yngre gymnasielektor, der næsten bogstaveligt ser sig selv i bakspejl og gennemlever en angstkrise under den velsmurte funktionsdygtighed. Bastant og skrækindjagende kraft er der i den handlende moderskikkelse i Falsk forår (1984), der sent gør op med sin egen ungdom med lammende skadevirkning på næste generation, atter efter en rejse, fra London til Skagen.
Rejsen er nok det hyppigst forekommende motiv hos Rifbjerg, en stadig brugt handlingsstruktur i fiktion og reportage. Et udvalg af rejseartikler gennem tyve år hedder Odysseus fra Amager (1981). Hans foretrukne arbejdssted og nu faste bopæl er emnet for Til Spanien (1971), hvor han er gået i H.C. Andersens og Tom Kristensens fodspor - med en tyrefægter som ledestjerne. Senere er spaniensrejsen udnyttet i den dagbogslignende En udflugt (1990), hvor et ubehageligt røveri udløser sjælelige spændinger.