Claus og Fupz

Mellem Claus Riis og Kim Fupz Aakeson er der en særlig forbindelse. De har den samme ”kind of spirit”. Man kunne sige, at fællesnævneren for dem er det kærlige anarki og den milde humor. De gør sig ikke til gode over andre, udleverer ikke til det hovne grin men appellerer til den overbærende latter. Her er morskab for både barnet og den voksne. Men solidariteten ligger hos børnene, der får lov til at undre sig og spørge og komme til orde. Når det kommer til overvejelser om at tage hensyn til målgruppen har de i øvrigt også den samme holdning. Claus Riis arbejder ligesom Aakeson med det udgangspunkt: at lave tingene, som han selv synes de skal være.

Egentlig er der slet ikke brug for billeder til Kim Fupz Aakesons historier, der da også oprindeligt i mange tilfælde er skrevet og udgivet som noveller. De kan sagtens læses op som selvstændige fortællinger. Det er imidlertid ikke det første, man tænker på, når man ser Claus Riis’ billedsætning af dem. Den virker så umiddelbart indlysende. Man oplever, at den ”hører sammen” med historien.

Men hvordan lykkes det for Claus Riis at tegne sig ind i den særlige tone, der er karakteristisk for Aakesons historier med deres lune underspillethed? Hvordan omsætter han det mundrette talesprog, legen med ordenes rytme og melodi til billeder? Og hvad gør han ved de overraskelser, der kommer, når dagligdagens udtryk og talemåder optræder i nye og uventede sammenhænge? Hvordan skaber han den for Aakeson så karakteristiske fortrolighed og samhørighed med tilhørerne i sine illustrationer?

Hvis vi skal tage det sidste først, så griber Claus Riis fat i læseren ved at digte videre på teksten i sine billeder. Han tilføjer nye historier og sidehandlinger. Den energi og vitalitet, der er i billederne, vidner om, at han tilsyneladende slet ikke kan lade være! Det er ganske tydeligt, at han morer sig med det.

Men ellers gør han principielt det samme som Aakeson – forskellen er blot, at han fortæller i billeder. Man kan godt sige, at han ”tager Aakeson på ordet”, når han illustrerer i den forstand, at han altid holder sig til det, jeg vil kalde ”fortællingens plan”, når han tegner. Aakesons fortællinger er i høj grad fortolkningsåbne – der er mere mellem linierne end man umiddelbart skulle tro. Den særlige styrke i historierne ligger netop i denne dobbeltbundethed, som i høj grad skabes med sproget. Men Claus Riis holder sig fra at fortolke og forklare. Man kan måske sige, at han tegner lige så ”sprogligt” som forfatterne skriver og dermed overlader læseren historiens åbenhed.