Genrer og tematikker

I sit arbejde med børnefjernsyn fremhæver Jacob Riising legen som et vigtigt element, men han understreger samtidigt, at det også skal være lærerigt: ”Det er ligesom kemi i skolen. Man lærer meget bedre, hvad syre er, hvis man bider i en citron, end hvis man læser om det i en bog. Leg er en god måde at lære ting på. Og i dag ser børn sgu mere tv, end de læser bøger eller taler med deres far og mor. Derfor er det vigtigt, at de får noget viden gennem udsendelserne. Enten fakta eller moralsk lærdom.” (Stinne Andreasen: Jacob Riising – portræt af et professionelt pjattehoved. Berlingske Tidende, 2012-03-09).

Jacob Riising insisterer på, at humoren og det seriøse skal gå hånd i hånd, og det samme gør sig gældende i hans bogudgivelser. I hans bog ”117 ting du skal nå, inden du bliver gammel og grå” er hovedbudskaberne f.eks., at det er vigtigt, at man tør kaste sig ud i nye ting og være noget for andre. Men det er også vigtigt at få masser af nye, sjove og skøre oplevelser i livet. I bogen ”De sejeste mennesker i verden” kan man lære om alverdens vigtige personligheder i verdenshistorien, men man får også et godt grin undervejs.

Der er både pruttehumor og ironi i Jakob Riisings sjove superheltehistorie ”Karmaboy – kometen og den onde numsekløe”, som er Riisings første skønlitterære bog, men der er også flere alvorlige tematikker – som at man skal kæmpe for det, der betyder noget, og at det er mindst lige så vigtigt at være en god ven som at være klog, stærk eller en haj til fodbold.

Riising fremhæver selv, at bogen først og fremmest er sjov og ballade, men dog også med et par vigtige pointer indlagt i historien: ”Hvis den vil sige noget, er det, at man ikke behøver at være superhelt for at gøre en forskel. Det kan man også gøre som rødhåret dreng med tynde arme. Det er ikke vores fine voksenord, der gør verden bedre. God karma og næstekærlighed er jo egentlig bare flotte ord for at være en god kammerat. Og det kan alle være.” (Daniel Øhrstrøm: ”God karma og næstekærlighed er jo egentlig bare flotte ord for at være en god kammerat”. Kristeligt Dagblad, 2015-05-08).