Beslægtede forfatterskaber

Anna Ringberg skriver sig med ”Boys” ind i en litterær tradition for at skildre ensomme mennesker i dysfunktionelle familier. Af nyere eksempler på dette greb kan man nævne danske Erling Jepsen, der i ”Kunsten at græde i kor” skildrer en dreng, der får rigelig meget af sin fars kærlighed at føle. Kim Leines ”Kalak”, Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden” og Jens Blendstrups ”Gud taler ud” skildrer alle – på forskellig vis – problematiske forhold mellem drenge og deres forældre. I ”Boys” er Lasse skildret med sympati, hvilket giver en ekstra dimension til fortællingen om svigt. Han er ikke et afstumpet monster, men en kejtet far, der ikke formår at give kærligheden den rette form. I Kim Leines ”Kalak” er det til gengæld svært at fatte sympati for den far, der forgriber sig på sit barn.

Som oftest, når dyr optræder i bøger, fungerer de som allegori eller billede på mennesker, som det for eksempel ses i George Orwells ”General Napoleon” (1945), der er en satirisk allegori over totalitarismen i Sovjetunionen.

Hos Ringberg optræder Boys på højde med de menneskelige karakterer og kun som sig selv, som hund, som dyr. Andre eksempler på at få indblik i dyrets tanker er bl.a. i danske Merete Pryds Helles roman ”Det glade vanvid” fra 2005. Her skifter synsvinklen mellem dyr, mennesker og ting, og i afsnittet ”Stegte rødspætter med persillesovs” ligger synsvinklen hos en rødspætte.

Den svenske forfatter Kerstin Ekman har ofte naturen som omdrejningspunkt og emneområde i sine bøger, og i hendes bog ”Hunden” (1986) følger man en hund, der på egen hånd skal klare sig i den barske svenske natur. I 1999 udgav Paul Auster den korte roman ”Timbuktu”, der gennem en hunds indre monolog fortæller historien om hunden Mr. Bones og dens herre, den hjemløse Willy G. Christmas.

I litteraturhistorisk perspektiv er der flere prægnante dyrefortællere. Franz Kafkas ”Den sandhedssøgende hund” fra 1922 har en hunds perspektiv, ligesom Virginia Woolf i ”Flush” fra 1933 lader en cockerspaniel få ordet.