Emily Rodda har med Rowan- og Deltora-serierne brugt genkendelige elementer fra de klassiske eventyrs plotstruktur med en hjem-ude-hjem-bevægelse, hvor hovedpersonen gennemgår en udvikling og modtager en gevinst til sidst. Der er også de klassiske aktantroller som: giver, modtager, hjælper og modstander.
Derudover er de forældreløse helte et gennemgående træk i den beslægtede fantasy-litteratur. I Deltora-serien har Jasmin mistet sine forældre, og hovedpersonen i Rowan-fortællingen har ingen far. Til sammenligning er også J.K. Rowlings troldmandslærling Harry Potter forældreløs, og i Astrid Lindgrens “Brødrene Løvehjerte” har hovedpersonen mistet sin storebror i en brand. Michael Endes “Den uendelige historie” lægger sig også op af denne tradition med den tykke 11-årige hovedperson Bastian, hvis mor er død. Han er ligesom Rowan-figuren en outsider, der ikke rigtig har nogle venner. Bastian læser en bog om et eventyrrige og suges pludselig ind i Fantásien, som skal reddes fra varulven Gmork. Endelig handler Lindgrens “Mio, min Mio” om den ensomme, forældreløse dreng, Bosse, der lever en frygtelig tilværelse, før han vikles ind i et magisk univers, som trues af den onde Ridder Kato.
I stedet for at skrive om et muskelbundt af en actionhelt bruger fantasy-litteraturen ofte antihelte som hovedpersoner, så man kan identificere sig med vedkommende og føle glæde ved deres hårdtprøvede succesoplevelser.