Baggrund

Citat
”Sommetider kunne en hel dag forsvinde for hende, mens hun gik rundt blandt gravstederne og ledte efter de små sten, hvor fødselsdag og dødsdag var indenfor samme årti. Når hun fandt en stod hun længe og stirrede på den og forestillede sig, hvad der mon var hændt det barn.”
”Grusomme historier om børn” i ”Afkom”, s. 15.

Henriette Rostrup er født i 1970 og opvokset på Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sin mand Stephan Grabowski og deres to børn. Den mangefacetterede og kulørte forskellighed, som hun skildrer med sine bøgers karakterer synes netop at komme fra en opvækst på 1970’ernes Nørrebro: ”Dengang var der flere narkomaner og drankere, og de var lige rundt om hjørnet, i ens baggård og ved busstoppestedet. Så som barn oplevede man, at folk lever mange forskellige liv, og at de ikke alle er lige rosenrøde og homogene, og det er sundt, tror jeg,” fortæller hun (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

I en periode arbejde Rostrup i forlagsbranchen i New York, hvor hun blandt andre spottede forfattere som Jonathan Safran Foer i sit virke som litterær agent. En verden som hun har hentet inspiration fra til romanen ”Det år vi gik til begravelser” (2015), som delvist foregår på Manhattan. Men som Rostrup selv siger, skriver hun om et kvarter, der ikke findes længere: ”Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” fortæller hun (Isabel Rosado: Forfattermøde med Henriette Rostrup. Isabelrosado.com, 2015-10-29).

Med sin daglige plads ved tasterne fortæller Rostrup, at hun har fundet en særlig ro i rollen som forfatter: ”[…] jeg blev forfatter, fordi jeg egentlig helst vil være i fred med mine historier. Og da jeg debuterede som forfatter, glædede jeg mig mest til, at jeg nu havde et alibi til at være sær. Fordi det følger med forfatterrollen, at man godt må være lidt sær. Det har jeg altid været, men nu havde jeg et alibi og kunne sige, ’tak for en hyggelig aften, men nu skal jeg hjem og skrive”. (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).