De sataniske vers

Citat
“Spørgsmål: Hvad er det modsatte af tro? Ikke vantro. Alt for endeligt, vist, lukket. I sig selv en slags tro. Tvivl. Menneskets lod, men hvad med englenes? Halvvejs mellem Allahgud og homosap, tvivlede de nogen sinde? Det gjorde de”
“De sataniske vers”, s. 104.

“The Satanic Verses” fra 1988 (“De Sataniske Vers”, 1989) er Salman Rushdies mest komplekse, koloristiske og fabulerende roman. Romanen indledes kuriøst med, at de to muslimske indere Saladin Chamcha og Gibreel Farishta falder fra himlen ned mod den engelske kyst efter, at de mirakuløst har overlevet en flyeksplosion. Som en sidebemærkning skal det anføres, at eksplosionen refererer til en virkelig terrorhandling i 1985, hvor en Air India Boeing 747 blev udsat for en bombeeksplosion, formentlig udført af Sikh terrorister. Denne eksplosion beskrives i romanen som en art mikrokosmisk version af universets tilblivelse, og faldet gennem luften kan tolkes som en genfødsel til en ny verden. Faldet bliver således symbol på migration - på skabelsen af et nyt selv og tabet af et andet.

Det nye indskrives direkte på de to hovedpersoners kroppe som fysiske transformationer. Således omkranses Gibreel Farishta (som betyder engel) af en lysende glorie, mens Saladin antager et stadig mere djævelsk udseende. Saladins forandring til en gedelignende mand både markerer hybriditeten og udstiller dæmoniseringen af emigranter.

Saladin er splittet i samfundsmæssig og verdslig forstand, mellem Øst og Vest, mellem Bombay og London. Han beslutter sig for at tage det djævelske på sig og assimilere til den engelske kultur, men det er ikke uproblematisk. Dels kommer han undervejs til at føle sig fremmed for sine oprindelige indiske rødder og tage afstand fra sin familie, dels viser det sig at være særdeles svært for ham at definere og finde sig selv i et England, der har defineret såvel sig selv som indiskheden og det postkoloniale subjekt. Som det hedder i romanen: “De [englænderne] ejer beskrivelsens kraft, og vi bukker under for de billeder, de konstruerer.” Saladin formår dog til slut at samle de splittede elementer af sin identitet og blive hel. I en af romanens utallige højdepunkter tilgiver han således sin hendøende far og genfinder en jordisk lykke via kærligheden.

21654205

Den anden hovedkarakter, Gibreel, lider til gengæld en tragisk og dødelig skæbne. Hans splittelse er af åndelig art, idet han har mistet sin tro, og hver nat hærges han af mareridt i en natlig gengældelse og straf for den tabte tro. Rushdie viser med Gibreel, hvordan tab af tro – ikke nødvendigvis på Gud, men i det hele taget – kan ødelægge et menneske.

Romanen er først og fremmest en hyldest til den hybride karakter og en undersøgelse af den menneskelige identitet. Det er ganske vist migrantens vilkår, der står i centrum, men Rushdie skriver i essayet “In Good Faith” (“I god tro”), at romanen er “et billede af verden set i vandrer-perspektiv. Den er skrevet ud fra netop den oplevelse af oprykkede rødder, adskillelse og metamorfose (langsom eller hurtig, smertelig eller frydefuld), som er vandrerens vilkår, og hvoraf jeg mener, at man kan udlede en metafor for hele menneskeheden.” “Imaginary Homelands: The Collected essays” fra 1991 (“Fantasiens hjemlande: essays og kritik 1981-1991”, 1992). Med de ord in mente kan man sige, at romanen tegner et portræt af den globaliserede verden.