Det seneste værk af Rushdie er romanen “The Enchantress of Florence” fra 2008 (“Fortryllersken fra Firenze”, 2009). Faktisk er der indtil flere fortryllere i romanen, men først og fremmest er det hovedpersonen Mogor dell’Amore, eller med andre ord kærlighedsmogulen, der gør sig fortjent til denne titel.
Mogor dell’Amore er en høj, lyshåret ung mand fra Firenze, som ankommer til den indiske stormoguls, kejser Akbars hof engang i 1500-tallet. Her fortæller kærlighedsmogulen en fantastisk historie, nemlig at han er søn af den forsvundne mogulske prinsesse, Qara Köz, der er søster til Akbars bedstefader, og som kom til Europa som krigsbytte. Lidt almindelig hovedregning gør selvfølgelig kejseren – og læseren – noget skeptisk, men den rejsende hævder, at Qara Köz evnede at forlænge sin ungdom og dermed leve meget længere end et almindeligt menneskeliv. Hvordan det reelt hænger sammen skal ikke afsløres her, men det kan røbes, at historien efterlader en eftersmag af den græske tragedie “Ødipus” i læserens mundhule.
28148526
Kærlighedsmogulen formår i høj grad at fortrylle kejseren – og hele folket endog. Men der er selvfølgelig også knaster i forholdet i form af jalousi og mistro, og på den måde spejler kejserens og kærlighedsmogulens møde samtidig mødet mellem Øst og Vest. I det hele taget er mødet mellem Øst og Vest et bærende tema i romanen, som også konstant sættes i spil i Mogor dell’Amores fortælling. Kontinuerligt repeteres det, der samler og det, der adskiller de to verdener, og dog lyder den overordnede konklusion: “Menneskeslægtens forbandelse er ikke, at vi er så indbyrdes forskellige, men at vi ligner hinanden så meget.” (side 321). Det er kejseren, der gør sig denne refleksion, og i det hele taget gør den indiske kejser, som var en reelt eksisterende kejser, der levede fra 1542-1605, sig utroligt mange interessante overvejelser om demokrati, religion, identitet, magt og ikke mindst kærlighed. Faktisk er det for alvor disse overvejelser, der gør romanen læseværdig, sjov og interessant, og de kan formentlig medvirke til at nedbryde nogle af de fordomme, vi i vesten har om Østen. For godt nok er “Fortryllersken fra Firenze” en roman, men det er en fortælling baseret på et dybdegående historisk studie af Akbar og selve perioden samt den demokratiopfattelse, som Akbar udvikler, er særdeles genkendelig i forhold til de tanker, vi i dag gør os om demokrati.
Det, der især samler Øst og Vest, er fortællingens kraft og dens forførende evne. Det er kun fordi, Mogor dell’Amore forfører kejseren med sin fortælling, at han bliver feteret og ikke slået ihjel. I det hele taget er det fortællingernes og drømmenes kraft, der driver romanfigurerne frem. For eksempel formår kejseren at ‘skabe’ en elskerinde ved tankens kraft. Billedet af hende er så virkeligt for ham, at en kunstner kan male hende, og snart er hele kejserens harem jaloux på den virkeligt uvirkelige kvinde.
Fortællingens kraft er således et vigtigt tema i romanen, og dertil kommer emnerne migration og identitet. De personer, der for alvor formår at skabe sig en sammenhængende fortælling samt de, der accepterer hvert enkelt brud og uden snert af nostalgi blot lever videre i et nyt spor, det er de personer, der for alvor kan forføre med deres karakter og deres fortællinger, og som fremstår som hele personer i romanen.