Nobelpristageren i Litteratur fra 1944, Johannes V. Jensen, havde altafgørende betydning for Aksel Sandemoses forfatterskab, og de to deler også visse kendetegn. Ikke bare blev de begge nomineret til en Nobelpris, men begge havde også rejsen og udlængsel som et gennemgående motiv. Deres forfatterskaber udsprang i ungdommeligt vilde og splittelsesfokuserede skriverier. Skriverier, der senere blev delvist afskrevet af forfattererne selv.
I den essayistiske artikel ”Bokliste med kommentar” (1955) skriver Aksel Sandemose om, da han genså det Newfoundland, han havde brugt som inspirationskilde i sin debutbog. Stedet levede på ingen vis op til det drabelige billede, han havde tegnet i sine fortællinger, og han var skuffet over sin egen mangel på realisme. I forordet til 1955-udgaven af ”En flygtning krydser sit spor” lægger Aksel Sandemose yderligere afstand til de første udgaver af gennembrudsbogen og kalder den for et stykke ”arkæologi”. Johannes V. Jensen gik længere i sin selvkritik. Sine to første romaner, ”Danskere” (1896) og ”Einar Elkjær” (1898), så han gerne slettet fra sit forfatterskab. De to bøger havde unge og søgende mænd i hovedrollerne, og de var præget af indre splittelse, dekadence og selvoptagethed. Ligesom Aksel Sandemose skrev også mentoren Johannes V. Jensen om sin hjemstavn – dog mindre besk i tonen. Hans mange himmerlandshistorier er genremæssigt vidt forskellige, men alle tager de udgangspunkt i forfatterens ophav, der bliver genstand for belysning af bl.a. sociale strukturer, og mange benytter en mundtlig form.
I Aksel Sandemoses egen tid kaldte også forfattere som Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936) sig for hjemstavnsdigtere, og de beskæftigede sig i højere grad med det alment menneskelige ved deres hjemstavn – frem for det særlige ved deres egn. Det samme gjorde Aksel Sandemose, og det samme har en moderne forfatter som Iben Mondrup (f. 1969) gjort. Romanen ”Godhavn” (2014) og efterfølgeren ”Karensminde” (2016) blev hendes gennembrud, og begge romaner tager udgangspunkt i en families forhold til, ageren med og afspejlingen i erfaringen fra en grønlandsk tilværelse: den grønlandske natur, fangermentaliteten og den tidlige barndoms vildskab.
Få år før sin død skrev Aksel Sandemose i det norske blad Aktuell, hvor han var fast bidragsyder, at ”kunsten går i ét med sin udøver”. Som sin mentor Johannes V. Jensen var Aksel Sandemose optaget af det mytiske og af det mystiske og uafdækkede i mennesket. Han bidrog selv til opbygningen af den myte, der voksede op om hans egen person, og 50 år efter sin død er han stadig en af Norges stærkeste og mest indflydelsesrige forfatterstemmer.