- Copyright: Illustration Ursula Seeberg
Inspirationen må være hentet i Frank Jægers digt, ’’O at være en høne’’. Fortsættelsen lyder: ’’ingen kan finde hvor er’’. Og sådan sidder den lille kænguru-unge i de 2 x Seebergs bog, Oh at være en kænguru. Den er ved at blive for stor til morens pung, men vover sig ikke ud endnu, så den koster rundt med hende, for at hun skal give den oplevelser. En dag er den så lang og tyk, at den simpelthen falder ud ad pungen, og der står den så Verden er så stor, så stor, og da den først får smag for den, hopper den med stor livslyst ud i det.
Og det virker, som om det er i denne bog, Ursula Seeberg med stor livslyst er hoppet ud i at lave billedbøger. Forsatspapiret (de første og de sidste sider, som er klæbet på bindet) introducerer de hoppende kænguruer i en serie friser, som et tapet, noget hun ofte gør brug af. De ultramarinblå og støvede, brændte kulører videregiver fornemmelsen af det store, australske landskab, og synet af den langlemmede mor med blød, blød mule giver én lyst til at have en kængurulomme at putte sig i, hvis verden bliver for farlig. Hun forsøger godt nok at give slip, men hvor er det svært.
På et af de sidste billeder er kænguruungen på vej ud i livet for sig selv, og man ser de to dyrs konturer aftegne sig mod den mørke aftenhimmel. Moren kigger sig tilbage over skulderen, mens ungen på raske fjed er på vej væk. Han har bedt hende vende ryggen til, men hun vil helst ikke.