Kamelen, dette mærkelige ørkenens skib, er en af hovedpersonerne i Jesper Wung-Sungs historie, Kamelen kom til sidst (2000). Man forstår godt både forfatteren og tegnerens fascination af det misfoster, som i billedbogen bliver skabt af nogle rester, da Gud efter de seks dage er færdig med skabelsen - tror han da.
Gud må i gang igen, men må sande, at han har skabt et makværk. I sidste øjeblik får han endog dårlig samvittighed, fordi han indser, at Kamel vil blive drillet. Derfor hvisker han den noget i øret og indgyder den stoiske ro, som kendertegner dyret, når det vugger af sted. Forklaringen er simpelthen, at den tænker: Der er skidt - og der er kamel. Der er skidt - og der er kamel.
23278170
Ursula Seebergs illustrationer er enestående. Hun leger med i hele skaberværket, mens Gud i skikkelse af en klassisk Kristus-figur ser mere og mere træt ud.
Hele tre opslag bruger hun uden tekst til at skildre skabelsen. På det første med havdyrene sidder Gud selvfølgelig på vandet, hans blå kappe går næsten i et med havet og på indersiden af kappen ser man antydningen af de fisk, der er ved at blive til: Skeletter og ben i en glidende strøm ned mod de færdige kreationer i havet. På det næste paraderer pattedyrene forbi ham, mens han afslappet læner sig mod et træ.
Og så er der billedet af kamelens skabelse. Et helt opslag med flyvende pels, blodårer og pukler, der ved magi samles over skelettet. Øverst det besynderlige hoved, der skuer lige frem og midt i kroppen et stort rødt hjerte. Man under kamelen det liv, den nu får givet. Og man kan ikke andet end unde Gud den liggestol og det krus køligt øl, han nyder, mens han tilbagelænet fra en sky betragter sit forunderlige skaberværk, naturligvis i form af en solnedgang.
’’Godt gået, Gud,’’ sagde han og klappede sig selv på skulderen. ’’Og det sidste med kamelen - det var genialt.’’
Kamelen kom til sidst kom på Æreslisten til Kulturministeriets Illustratorpris 2001.
At en tekst kan inspirere og gøre arbejde til en leg, fremgår også af Ursula Seebergs sort/hvide illustrationer til Bent Rasmussens Snotaben - og andre forklaringer (2001), som er syv finurlige eventyr om historierne bag mærkelige ord som snotabe, dødbider, platugle, buksetrold, plageånd, spøgefugl og Kong Gulerod. Her har fantasien kunnet råde. Der har ikke været nogen historisk eller kulturhistorisk ramme. Bogen viser, at også uden farverne er hun en glimrende tegner.