Ulvedrengen, de tre Bukke Bruse og Victor

© Illustration Ursula Seeberg
Copyright: Illustration Ursula Seeberg

I 2002 er der udkommet tre billedbøger af Ursula Seeberg: Franz Berliners

Ulvedrengen er et sørgeligt og smukt eventyr om en lille eskimodreng, der må klare sig selv. I sin ensomhed lærer han at tale dyrenes sprog og bliver adopteret af en ulveflok, som han lever med så længe, at han selv er ved at blive en ulv. I sidste øjeblik møder han sin bror og søster, men de formår ikke at redde ham. Først da brorens kone omfavner ham og lover at elske ham altid, forvandles han til menneske igen.

Det er menneskene - og ulvene - i historien, der slår stærkt igennem i billederne. Medrivende portrætter af den lille dreng og de dyr, han knytter sig til i sin ensomhed. Ursula Seeberg går tæt på personerne og har ladet penslen tegne. Farverne er de typiske blå og støvede nuancer, spændt op imod den hvide snebaggrund, og det giver dem en ganske særlig atmosfære.

© Illustration Ursula Seeberg
Copyright: Illustration Ursula Seeberg

De tre bukke Bruse er det gammelkendte eventyr, dejligt illustreret og til forskel fra andre illustrerede udgaver af historien har Ursula Seeberg taget teksten helt alvorligt og forsynet den grumme trold med en næse, der virkelig er ’’så lang som et riveskaft’’.

Og endelig er der Lennert Røngrens historie, Victor, morfar og tunfisken . En hyggelig billedbog om Victor, der er blevet SÅ stor, at han vil fange en tunfisk. Men at få en fisk på krogen indebærer ventetid, og imens bygger han en sand-tunfisk med drabelige tænder sammen med sin morfar. Tålmodigheden belønnes, da en kæmpe havørred - eller tun-ørred, som Victor kalder den - endelig bider på.

Illustrationerne fortæller varmt og humoristisk om den nære relation mellem morfar og Victor. Den afspejles blandt andet i den ens kropsholdning. At de to er nært beslægtede, kan man ikke være i tvivl om: To forskellige størrelser, men samme lange tynde ben, store fødder og hårpragt, om end morfars hårgrænse er lidt vigende.

Igen går tegneren ind i barnets leg. En illustration viser morfar i gang med at klappe sand på sandfiskens hale, mens Victor i den anden ende har fat i en virkelig tunfiske-munds tænder.

Hun lader også billederne fortælle sin egen historie. Da Victor har bid, ser man ham blive trukket hen over sandet på maven, mens morfar bagved i dyb koncentration bygger videre på sandfisken og intet bemærker. Og da fisken renses for indvolde, kigger Victor fascineret til, men sørger samtidig for at holde sig for næsen, mens han rækker tunge. Man kan ligefrem høre ham sige ’’Badr! Hvor klamt!’’.

Ursula Seeberg hører til de ’’klassiske illustratorer’’, som har taget arven op efter de store forgængere, Svend Otto S. og Ib Spang Olsen. Det er svært ikke at blive fascineret af hendes frodige og humoristiske illustrationer. Hun er aldrig satirisk i sine skildringer af mennesker, derimod fornemmer man, at hun tegner både for og med sit eget indre barn i tydelig erindring.

Hendes illustrationer er kunstnerisk veludførte, hvad enten det er sort/hvide stregtegninger eller de akvareller, hvis mættede og sanselige farver er blevet hendes kendetegn. Selv om der ligger et grundigt forarbejde bag de fleste af billedbøgerne - hun er en flittig låner på sit lokale bibliotek - og hun kan lyde perfektionistisk, så tipper det faktuelle aldrig over på bekostning af det kunstneriske og æstetiske eller vigtigst af alt: Loyaliteten over for den primære målgruppe, børnene.