Taiye Selasis førsteudgivelse på dansk, ”Gå væk, Ghana”, er det, man kan kalde en familiesaga, og den opererer i en hertil passende realistisk – somme tider socialrealistisk – stil. Som læser oplyses man om konkrete stednavne, om den konkrete og tidsmæssige kontekst – og i øvrigt er den meget optaget af motiver som arv og miljø. Hvorfor handler karaktererne, som de gør? Er de styret af en social arv, som det er umuligt at undslippe? Eller er der udveje? Det er spørgsmål, som er evigt præsente i romanen, og som bindes sammen med forskellige ophavsmotiver.
I forlængelse heraf kan man sige, at Selasi er optaget af navnlig to emner. Det første er familien. Hvordan familiens medlemmer internt forholder sig til hinanden, og hvordan familien udadtil forholder sig til sin historie og sine omgivelser. Selasi skildrer familien som en form for økosystem, der på den ene side kører efter en intern logik, der afgøres af forhandlinger, aftaler og mere eller mindre prekære kærlighedsbånd medlemmerne imellem. På den anden side influeres familien af alle mulige udenoms-omstændigheder. Sagt med andre ord er familien både en stærk enhed, der besidder en utrolig styrke i kraft af dens medlemmer, og en skrøbelig enhed der er påvirkelig overfor omverdenen. Det sidste ser vi eksemplificeret med Kweku, der ikke kan finde ud af andet end at opløse familien, når han bliver fyret fra sit arbejde og mærker den brutale ikke-familiære virkelighed.
En tydelig pointe er, at familieskrøbeligheden kun bliver større, når det drejer sig om migrantfamilier, der bærer på en ofte tung slægtshistorie. Som Selasi påpeger: ”Hvad jeg havde følt […], var skamfølelse over for min egen familiesaga med dens fattigdom, polygami og hele stereotype mønster af afrikansk dysfunktionalitet” (Taiye Selasi: Min version af ’hjem’ i Afrika. Information, 2013-08-23). Her er vi fremme ved det andet emne, som Selasi er optaget af. Nemlig slægt. I forfatterens udlægning bliver slægt sat lig en form for arvesynd, som det er værd at tage afstand fra for som enkeltindivid at kunne realisere sin egen person. På samme tid er det imidlertid vigtigt at omfavne den som del af sig selv, så man ikke bliver et splittet menneske. I forlængelse heraf er det vigtigt for Selasi at illustrere, at man selv kan bestemme, hvad man vil tage med sig fra sin slægtshistorie, og hvad man vil lade ligge – og videre, hvad man vil videregive til sine børn. Ifølge Selasi kan man bryde den sociale arv, hvis man kæmper for det.