Anna Grues første bog udkom i 2005, da femikrimibølgen i nogle år havde skyllet ind over landet fra Sverige med markante repræsentanter som Liza Marklund og Camilla Läckberg. Til at begynde med betragtede hun sig selv som en del af den bølge og hentede inspiration fra den. Men da hun startede på serien om amatørdetektiven Dan Sommerdahl, gik hun så småt andre veje: ”Da de første krimier med kvindelige opdagere kom på markedet, var jeg helt på. Og jeg lukkede glad øjnene for, at selvhøjtideligheden og privatlivsfnidderet måske af og til tog overhånd. Men efterhånden som markedet er blevet mættet med unge, kvindelige journalist-detektiver med små børn og store ambitioner, er jeg ved at være lidt træt. Det må være muligt at skabe et univers, der hverken er superrealistisk politijournalistik eller følsom kvindelivsdokumentar.” (Mette Finderup: Det kan godt gøre ondt at slå ihjel. www.finderup.dk, 2008-02-28). Hun tilføjer: ”Han [Dan Sommerdahl] vil meget gerne have sig frabedt at være en del af femikrimibølgen, tak!”.
Igennem sit forfatterskab har Anna Grue først og fremmest fundet inspiration hos engelske krimiforfattere som Ruth Rendell, P.D. James og Peter Robinson, fordi de udover et vandtæt plot også primært fokuserer på de psykologiske mekanismer i stedet for på det kriminaltekniske eller politiske. Og så har de humoren med sig og skildrer selv de usleste forbrydere som troværdige, levende mennesker, fortæller Anna Grue. Et andet træk ved Anna Grues bøger, der peger mod et slægtskab med de engelske krimier er, at det er den øvre middelklasse, der portrætteres. Her er der ikke nogen fordrukne, narkomisbrugende kriminalkommissærer. Det hele er stuerent og gerne ganske hyggeligt, selv når der kommer lig på bordet.