Splinten fra Argo

Citat
”Med en mine som var det første gang, lod han som om han lyttede til træstykket (…) Da er det jeg hører en svag tone gennem suset. Først tror jeg at jeg hører forkert, men nej, så fornemmer jeg den igen.”
”Splinten fra Argo”, s. 89.

Romanen ”Argóarflisin”, 2005 (”Splinten fra Argo”, 2006) følger i 1949 den ældre islænding Valdimar Haraldsson, der bliver inviteret med som gæst på et af rederiet Kronos’ fragtskibe. Planen er, at han skal følge mandskabet fra København til Norge og videre til Tyrkiet og Georgien, men rejsen støder på forhindringer ved den norske Fedafjord. Skibet skal have fyldt lasten med papirmasse fra en lokal fabrik, og det tager længere tid end først antaget, fordi de ankommer omkring påske, hvor nordmændene holder højtiden hellig og ikke vil røre en finger. Skønt Haraldsson og resten af besætningen er fastlåst i en lille vig i flere døgn, får historien tilført dramatik via skildringen af relationerne om bord og især styrmanden Kaineus, der fylder ligeså meget i romanen som jeg-fortælleren Haraldsson.

26504805

Kaineus er en garvet søfarer, der aften efter aften underholder med skrøner, som han angiveligt hører fra en syngende træsplint. Den hjælper ham til at huske hans tid som matros på skibet Argo i Det Ægæiske Hav for længe siden. Ifølge eget - fantastiske - udsagn var Kaineus en del af sagnhelten Jasons mandskab, og han beretter, hvordan de gik i land på øen Lemnos, hvor kvinderne havde udraderet deres mænd, ligesom han refererer til andre elementer rodfæstet i græsk mytologi.

Sjón væver det mytiske stof ind i beskrivelserne af hverdagen ved den norske fjord set fra Haraldssons synsvinkel, hvilket danner et univers, der strækker sig fra torskefiskeri til gudinden Athene.  

I dette værk giver Sjón et billede af, at vores eksistens består af fortællinger. Ingen af dem kan udgøre sandheden alene, men de har alle en værdi, da de skaber mening i livet for mennesket. Haraldsson tror på fortællingen om, at havet er de nordiske landes drivkraft; Kaineus tror på, at han er usårlig, og fragtskibets kaptajn fortæller tilsyneladende sig selv, at Kaineus har særlige evner.

I øvrigt er træet som grundlag for historier et gennemført motiv i romanen. Kaineus’ stump træ hvisker om fortiden, mens det er tømmer fra Norge, som bliver til papirmassen, skibet skal hente, papiret, der ender som sider i bøger.