Barn nr. 44

Citat
”Hvis Leo var blevet arresteret, var der indtil dagen før ikke noget, der direkte knyttede Raisa sammen med hans uautoriserede efterforskning. Hun kunne have angivet ham, og så ville der være en rimelig chance for, at hun overlevede. Sådan forholdt det sig ikke længere. Nu hvor de befandt sig med kurs mod Moskva og rejste med falske papirer, var deres forseelse hævet over enhver tvivl.”
”Barn nr. 44”, s. 323.

Tom Rob Smith baserer sin debutroman ”Child 44” fra 2008 (”Barn nr. 44”, 2008) på en historisk virkelig seriemorder, der i 1970'erne og 80'ernes Sovjetunionen slog over 50 børn og kvinder ihjel. Men Smith forskyder virkelighedens begivenheder 30 år i tid til 1950'ernes stalinistiske styre for i endnu højere grad at kunne udstille Sovjetregimets blinde punkter. I den forstand kan man kalde værket for en kontrafaktisk historiefremstilling, hvor forfatteren giver sig i kast med tankeeksperimentet: Hvordan ville denne opklaringssag have taget sig ud, hvis den havde udspillet sig i Stalintiden?

27390528

I romanen følger vi Leo Demidov, bosat i Moskva, der til en start blindt og tillidsfuldt repræsenterer styret; han arbejder for det hemmelige politi, hvor de gennem lidet ærværdige afhøringsmetoder opsnapper og dræber ’politiske modstandere’, og først da Leos egen kone Raisa pludselig figurerer på listen over statslige modstandere, der skal skygges og dernæst afstraffes, blegner hans tiltro til det system, han i årevis har kæmpet og slået ihjel for. Gennem hans virke bliver læseren introduceret for det komplekse politiske klima, sovjetborgere må færdes i, og frygten for at blive angivet for at bedrive antistatslig virksomhed griber langt ind i karakterernes tankevirksomhed og privatliv.

Plottet centrerer sig om en række klodset udførte barnemord, der i lang tid forbliver uopklarede, idet en af Sovjetstyrets grundpiller er, at der i det perfekte, kommunistiske samfund ikke kan forekomme kriminalitet, med mindre den er udført af ’afvigere’, såsom homoseksuelle eller mentalt handicappede. En vigtig pointe i romanen er, at frygten for at blive forfulgt, og dermed frygten for at tale frit og tage selvstændig stilling, har store konsekvenser for en stats borgere og langsomt kan udslette deres (med)menneskelighed. Men selvom ”Barn nr. 44” tager afsæt i et endog meget korrupt fremstillet Sovjet, afsluttes romanen alligevel i en form for optimistisk tone; Ikke alene er den tidligere hjernevaskede Leo blevet systemkritisk og optaget af at lade retfærdighed ske fyldest, han er også, qua at stille sig uden for Sovjetunionens ideologiske favntag, for første gang i stand til at indgå i et ærligt forhold med sin kone.