Lemony Snicket leger i sine bøger med sproget og vores måde at bruge det på. Det gør han blandt andet ved at benytte sig af bogstavrim i alle sine titler og opfinde morsomme stednavne. Der findes ligeledes en række litterære referencer i bøgerne, som også indeholder en selvironi i forhold til bogseriens stil og tematikker. For eksempel har børnene sandsynligvis taget navn efter den franske digter Charles Baudelaire, der blandt andet repræsenterer melankoli og det mismodige, og Poe er formodentlig inspireret af gysets mester Edgar Allan Poe.
Fortællerstemmen Lemony Snicket bryder ikke kun ind med ordforklaringer. Han advarer også gentagende gange læseren mod at tro, at noget godt vil ske. Der er tale om en særdeles alvidende fortæller, som blandt andet kan forudsige, hvad der vil ske længere fremme i historien. For eksempel hedder det i “Slangeværelset” s. 27: “De tog naturligvis fejl. Deres trængsler var ikke ovre”. Advarslerne om, at man ikke skal læse videre, er heller ikke kun en ironisk kommentar til det faktum, at det ikke vil ende godt til sidst, som man ellers er vant til, at det gør i den slags historier. Det er samtidig del af en litterær teknik, hvor man på forhånd fortæller noget af det, der kommer til at ske siden hen. Desuden bliver fortællerstemmen også selv en selvstændig figur i seriens univers. Ligeledes antyder Snicket alt muligt grumt om sit eget liv undervejs. I USA er der tilmed udkommet en form for ironisk selvbiografi om denne mystiske forfatter, fortæller og figur.