Et af de væsentlige kendetegn i Lemony Snicket-bøgerne er, at det, man forventer, ikke bliver indfriet. Historierne følger en gængs skabelon for eventyrlige børnebogshistorier, men samtidig er forfatteren ironisk over for genren, og hver fortælling afsluttes ikke med en lykkelig slutning, hvor de gode overvinder skurken, som får sin velfortjente straf. Der er tilsyneladende ingen lærerige moraler i historierne, og dertil kommer, at fortælleren hele tiden påpeger, at alting vil gå frygtelig galt: “I de fleste historier ville der, som du ved, ske det, at skurken blev besejret, der ville være en lykkelig slutning, og alle ville tage hjem vel vidende, hvad moralen var. Men i tilfældet Baudelaire-børnene gik alting galt.”(“Tårepersersøen” s. 177).
I sin serie om de tre uheldige børn behandler Lemony Snicket dog samtidig alvorlige emner som døden, tab og forsøget på at finde hjem. Det er ligeledes en vigtig pointe, at seriens hovedpersoner kun slipper ud af deres gentagende vanskeligheder ved at benytte sig af deres forskellige talenter og stole på hinanden. Fortælleren påpeger da også, at hvis der endelig skulle være en lærerig morale i bøgerne, så måtte det være, at de tre børn har hinanden, sådan at de kan trøste og støtte hinanden. Først og fremmest er Snicket-bøgerne dog morsom og underholdende børnelitteratur, som henvender sig til mange forskellige aldersgrupper. Man kan som læser blandt andet more sig over, hvordan forfatteren gør grin med gængse børnebøger, grine over de litterære henvisninger, forbløffes over den mystiske forfatter- og fortællerstemme, undre sig over de vittige stednavne og besynderlige skikkelser, som optræder – eller bare følge de spændende fortællinger om børnenes mange konfrontationer med ærkefjenden Grev Olaf.