Beslægtede forfatterskaber

Mange islandske forfattere står i dyb gæld til sagatraditionen og skjaldedigtningen. Man kunne f.eks. nævne Einar Már Guðmundson. Hans roman ”Íslenskir kóngar” fra 2012 (”Islandske konger”) er en moderne variant af Sturlusons ”Heimskringla”, hvor man i stedet for at følge den norske kongeslægt, følger tre generationer af familien Knudsen. Eller Halldór Laxness, der i et essay har skrevet: ”Vi islændinge har vanskeligt ved at gøre os klart, hvilket tilbageskridt – eller hvilken degenerering af hjernen – der har fundet sted hos os i den tid, der er gået, siden islændingesagaernes stil blev fuldmoden. Få af de senere tiders forfattere har været i stand til at overgå deres forgængere i det 13. århundredes skole, hverken hvad angår historieskrivning eller romanskrivning, selv om islændingesagaerne, når det kommer til stykket, ikke er nogen af delene.” (Islandske sagaer. Lindhardt og Ringhof, 2016. S. 13).

Også internationale forfattere har ladet sig inspirere af de krigslystne helte og det barske landskab. Engelske J.R.R. Tolkiens ”The Lord of the Rings” (”Ringenes Herre”) ville ikke være det samme uden Sturlusons skrifter. Eksempelvis beskriver Sturluson i ”Heimskringla” en konge ved navn Gandalf, der som bekendt også er navnet på den hvide troldmand i Tolkiens trilogi.

Den danske nobelprismodtager Johannes V. Jensen oversatte både ”Egils saga” og ”Heimskringla”. Sagaernes helte er på samme tid barske krigere og arbejdsomme bønder. Netop det barske bondeliv er omdrejningspunktet i flere af Jensens ”Himmerlandshistorier” (1898-1932). En anden dansk kanonforfatter, der har brugt de islandske sagaer i sine værker, er Martin A. Hansen. I hans roman ”Løgneren” fra 1950 sammenligner hovedpersonen Johannes Vig sig med Egil Skallagrimsson, da han mener at have samme livsmod som den gamle sagahelt.

Villy Sørensen har genfortalt flere af myterne fra Snorres ”Edda” i bogen ”Ragnarok” fra 1982. Det mytologiske stof fra vikingetidens tro på Odin og Tor er også et element i flere af Bent Hallers bøger. Eksempelvis i ungdomsbogen ”Griseøjet”, hvor en tiårig dreng kravler ned i en gravhøj og må søge hjælp hos Dødsriges hersker Hell. Endelig fik den danske tegner Peter Madsen stor succes i 1980'erne med sine tegneseriehæfter ”Valhalla”, hvis karakterer er skåret over flere af de nordiske guder.