Baggrund

Citat
”Man skulle ride paa en hvid Hest langs en strandbred. Man skulle give Fanden i det hele. – Hvem der var en solbrændt Styrmand og købte Bananer af en brun Pige med hvide, leende Tænder, drak tynd vin under Solsejlet paa fem Hundrede forskellige Fortovsrestauranter og gav Fanden i alt.”
”Midt i en jazztid”, s. 53.

Knud Sønderby blev i 1909 født i Esbjerg. Hans far var grosserer, men døde tidligt, hvilket medførte, at Knud som seksårig flyttede med sin mor til Hellerup. I 1927 blev han student fra Øregård Gymnasium, og i 1935 fik han sin kandidatgrad i jura. Men det var allerede i sin studietid, at han begyndte at skrive. Efter sin uddannelse arbejdede han et par år som sagførerfuldmægtig og var i perioden 1933-1948 desuden ansat på en række store dagblade. Her skrev han om kulturelt stof over en bred kam. Hans indsats som modstandsmand og ophold i Grønland fik betydning for hans forfatterskab. Foruden sine ungdomsromaner og skuespil er Sønderby særlig kendt som essayist og forblev en flittig skribent til sin død i 1966.

Trods de forskellige faser i Sønderbys forfatterskab er det de to ungdomsromaner, der står som de centrale værker, og ”Midt i en jazztid” og ”To mennesker mødes” er blevet moderne klassikere i dansk litteratur. På den ene side indfanger de tidsånden i en konkret brydningstid, hvor den moderne ungdom bliver født, og samtidig fortælles eviggyldige sandheder om den svære ungdomskærligheds natur.

Hos Sønderby kredser forfatterskabet om ensomhed, om kærlighedens trange kår og om problemet med at finde sig til rette i en moderne verden. Han rammer det moderne menneskes manglende evne til at nå hinanden. Det gælder både relationer på kryds af sociale skel, generationskløfter og kulturer – hans figurer fremstår ensomme og isolerede. Ofte bringer Knud Sønderby det selvbiografiske stof i spil – som ung studerende i København, som søn af en enke i ”En kvinde er overflødig” eller som modstandsmand. I den senere del af forfatterskabet, hvor Sønderby helliger sig essayformen, bringes den personlige oplevelse eller erindring mere direkte i spil, ligesom naturen og landskabet får en tiltagende betydning.

Knud Sønderby har indtaget en vigtig plads i den danske litteraturhistorie som skildrer af ungdommen i København i begyndelsen af trediverne, og det er som forfatter til de to modernistiske generationsromaner og hans populære essays, at han vil blive husket.