Knud Sønderbys forfatterskab spænder over flere faser og genrer, og han skrev igennem hele sit liv. Foruden succesen med dramatiseringen af ”En kvinde er overflødig” viser dramaet sig ikke at være Sønderbys genre. Det er som ung romanforfatter og voksen essayist, at han vil blive husket. Hvor han som ung bruger selvbiografiske motiver fra studentertilværelsen i den anonyme storby, træder han som voksen essayist i højere grad i karakter som tilstedeværende subjekt, når han med naturen eller erindringen folder sine småfilosofiske og selvransagende prosaskitser ud.
Kærlighedens trange kår er et tilbagevendende tema i Sønderbys romaner. I de tidlige ungdomsromaner skildres rådvildheden og den manglende vilje til at foretage et valg og træde i karakter. Den rene kærlighed imellem to mennesker forbliver illusorisk. Men selvom hans romaner har kærligheden som helt centralt motiv, anvender han kærlighedsromanen og trekantdramaet som ramme til at fortælle noget mere om samtiden og dens beboeres beskaffenhed. Hans karakterer fremstår afstumpede, uden forståelse af egne følelser og savner derfor et kompas at navigere efter. Denne tilstand af at være retningsløs og desillusioneret i en moderne storby er af central betydning hos Sønderby. Idet figurerne ikke træder i karakter som hele mennesker, fatter man som læser heller aldrig empati for dem.
Et kendetegn ved Sønderby er den flakkende og uhåndgribelige fortæller, der ubesværet bevæger sig ind og ud af figurerne – zoomer, panorerer og springer i tid og rum. Fortælleren er samtidig i de tidlige romaner tilstede som ironiserende og reflekterende kommentator, der med metafiktive overvejelser funderer over sin fortælling. Der er, som udstiller han sine figurers manglende evner til at fungere.
Hvor den tidlige Sønderby i sine romaner ironiserer over og udstiller en anonym og søgende ungdom i krise, blotter den sene Sønderby en personlig ærlighed og vender i sine essays blikket indad.