Beslægtede forfatterskaber

Morten Søndergaard er en del af ’den encyklopædiske generation’, som er blevet en betegnelse for en række forfattere, der debuterede i 1990’erne, og hvoraf flere har gået på Forfatterskolen.

I 1994 redigerede Søndergaard sammen med blandt andre lyrikeren og kritikeren Niels Lyngsø ”Brøndums Encyklopædi” – et subjektivt leksikon for poetisk viden. I dens collageagtige leg med viden og fakta kan man se en forbindelse til 1980’ernes postmoderne metalitteratur, der kommenterer sig selv og skriveprocessen, stjæler, parodier og citerer fra både kunsthistorien og reklamebranchen. Men hos disse forfattere er der alligevel en anderledes verdensvendthed og hos Søndergaard også en vis alvor, gådefuldhed og højstemthed. Der insisteres på poesien som et privilegeret medie, der altså kan rumme en form for erkendelse af verden.

Det encyklopædiske har Søndergaard tilfælles med andre 1990’er-forfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø. Det er forfattere, der deler en skepsis mod store fortællinger. Her er en overbevisning om, at man kan ikke overskue verden ud fra ét system, men må fremføre forskellige synsvinkler på den.

Inspirationerne er blandt andet den argentinske forfatter Jorge Louis Borges’ (1899-1986) lærde og legende fiktioner og fænomenologien, som er en filosofisk retning, der insisterer på, at den umiddelbare sansning er uløseligt forbundet med vores forståelse af verden. Samspillet mellem det lokale og det globale, det partikulære og helheden er et interessefællesskab for disse forfattere, der ikke skriver store altinkluderende romaner, men ofte korte, koncentrerede tekster, hvor det usagte og det antydende dominerer. De deler en opfattelse af læseren og læsningen som medskabende for tekstens betydninger.

Også andre medier, genrer og platforme tages i brug, som f.eks. i Merete Pryds Helles sms-roman ”Der er kærlighed i luften” (2008). Søndergaard har redigeret tidsskrifter, været med til at starte digterkollektivet Øverste Kirurgiske og under pseudonymet Liv Mørk har han sammen med Pryds Helle skrevet kriminalromanerne ”Hvad øjet ikke ser” (2004), ”Falken og falkoneren” (2008) og ”Næsten levende” (2012).