Titlen på Morten Søndergaards niende digtsamling ”Døden er en del af mit navn” fra 2016 skal tages helt bogstaveligt. Mort, morte og muerte betyder død på de romanske sprog, et sammenfald, der i digtsamlingen fører til både navneleg og eksistentielle overvejelser.
Digtsamlingen falder i seks afsnit, der varierer i tone og form. Mens det ordspillende går igennem alle afsnit, giver dødstematikken også anledning til en vis alvor i f.eks. første afsnit, ”Min fars hjerne”, hvor et angstspor fra barndommen præsenteres (”min madras lugter af angstpis” (s. 14)) bl.a. i digtet ”Ikke hjem", hvor jeget husker at gå på en ”angststi” og ikke ville hjem fra skole. Tredje afsnit ”Første gang, anden gang” giver mere los for den konceptuelle sprogleg: I digtet ”Bøjningsformer” bøjer Søndergaard sit navn som et verbum, sådan at det lyder: ”infinitiv / at mortne / at søndergå // imperativ / mort / syd // præsens / mortner / søndergår” (s. 34) osv. Identiteten er altså mærket af døden, men inden for den dystre ramme bliver det også muligt at spjætte lidt med sproget og måske endda at transformere dødens vilkår til levet liv.
52257646
Femte afsnit, ”Samarkand”, er et langdigt, der tager afsæt i vandrehistorien om emirens tjener, der skræmt flygter væk til Samarkand, da han møder døden i Bukhara, hvorpå døden erklærer sin overraskelse over mødet, da den har en aftale med ham den næste dag i Samarkand. Digterjeget sætter sig for at skrive om døden og møder poeten, matematikeren og filosoffen Omar Khayyám, hvis firelinjede strofer langdigtet låner sin form fra. Men døde-digtet får alligevel en livsbekræftende slutning: ”Jeg fik ikke skrevet/ mit digt om døden/ og efterhånden/ som jeg taber Samarkand af syne// ved jeg ikke, om byen/ overhovedet findes. Men jeg ved/ at jeg sidder i en bus på vej/ over bjergene mod dig.// Det ved jeg er sandt./ Jeg ved, at vi må være/ en tindrende substans/ der sender sole op –// jeg ved, at jeg ved, at livet/ er kort: Gør det bredt/ som en/ mælkevej” (s. 75).