Fra de mere traditionelle debutdigte til hans tværæstetiske og eksperimenterende arbejder er lyden både tematisk og formmæssigt central. Søndergaard har arbejdet aktivt og ambitiøst med lydpoesi. I 2007 udgav han sammen med den elektroniske duo Schweppenhäuser/Thomsen det kritikerroste cd-projekt “Hjertes abe sparker sig fri” (2008). Hermed skriver han sig ind i en række musikalsk-poetiske samarbejder, der opstod i sidste halvdel af 00’erne.
Ambitionen er her, at musikken og poesien gensidigt skal udfordre hinanden og ikke blot fungere som hinandens illustrationer eller baggrundstæpper. Ord, lyd og musik flyder sammen i denne udgivelse, der består af en cd, et cd-cover med fragmentariske tekster og en hjemmeside, hvor man selv kan gå på opdagelse i og være med til at skabe lyduniverset.
Det er opklippede oplæsningspassager, der glider ind og ud mellem tågede og drømmende synthpassager. Her er mere stemning end mening i de usammenhængende ord og fragmentariske sætninger: ”læber nu på tredje døgn denne meningsløse hånd dirrer en nerve bløder sprog”. Her er ikke vers og omkvæd, men en moderne poesi, der forskyder sig i alle mulige retninger. Det gør teksten mere rablende og nærmest rappende. Der gestikuleres med ordene, som understreges eller punkteres med tryk, pust, skratten og beats.
Det tværæstetiske samarbejde er i det hele taget central for Søndergaards virke. Heri ligger en overbevisning om, at ”poesien findes i alle mulige sprog.” (SJ Fowler: Maybe we shall settle here, after all? 3:AM Magazine, 2011-02-06).