Som en af de store klassiske dramatikere er det ligetil at sammenligne Sofokles’ forfatterskab med andre klassiske dramatikere. Aischylos, ofte omtalt som tragediens fader, var den helt store tragediedigter, da Sofokles var ung, og det var først ved hans død, at Sofokles blev den fremmeste tragediedigter i Athen. Aischylos’ mest berømte værker er kendt som ”Orestien”, en trilogi af stykker der centrerer sig omkring myten om Agamemnon, hans død for sin hustrus hånd, og hans datter Elektras hævntogt, som også Sofokles behandler i sit stykke ”Elektra”.
Den tredje store tragediedigter fra Sofokles’ tid er Euripides, som ligesom de to andre også har digtet stykker omkring myten om Agamemnon, bl.a. om forhistorien for ”Elektra”, hvor baggrunden for Klytaimnestras had mod Agamemnon forklares (”Ifigenia i Tauris”). Som de to andre har Euripides også behandlet myten om Elektra i sit stykke af samme navn. Det var især myterne fra Homers digte ”Iliaden”, om grækernes krig mod Troja, der udgjorde det mytiske bagtæppe for tragediedigterne. Tragediedigterne digtede videre på Homers epos.
Tilsammen lagde de græske tragediedigtere (sammen med de græske komediedigtere) grundlaget for hele den vestlige teatertradition og kan på den måde siges at have inspireret alle senere dramatikere, fra William Shakespeare til Lars Norén. Udenfor dramatikken havde Sofokles også stor betydning, især inden for filosofi og psykologi. Hans komplekse karaktertegninger har hjulpet de humanistiske discipliner med at forstå det menneskelige eksistensvilkår i årtusinder.