Stilhed, råderum, natur

Ib Spang Olsen har en særlig forkærlighed for at skildre de enkle, nære glæder. Dem der ikke koster noget: at gå med tæerne i vandkanten på en strand, at drømme sig stor og stærk, at se foråret komme, at høre regnen tromme på taget, at mærke vinterens kulde, at glæde sig over et egern, der får unger. Regn, blæst og sol hedder en plade/bånd med hans egne sange på, og omslaget er en hel billedfortælling i sig selv.

I den verden, Ib Spang Olsen tegner og fortæller om, er der plads til mennesker - store som små - og værdier som stilhed, råderum og natur indgår med naturlig vægt i det samlede regnskab.

Det er de samme værdier, der tæller, når det kommer til Ib Spang Olsens engagement i den samfundspolitiske debat. Han kan aldrig blive træt af at skose det samfund, der glemmer alt andet for penge og profit . "Ikke alle ændringer er fremskridt," siger han. "Noget vokser - ja, men er det vækst eller kræft?"

Han har været forureningsaktivist, fra før det blev salonfähigt, og er stadig at finde blandt de grønne frontkæmpere. Som kronikskribent, som aktuel debattør, som avistegner, som plakatmager, som foredragsholder.

Igennem 8 år også som formand for arbejdsgruppen om Børn og Kultur, hvor han specielt har talt, skrevet og tegnet om børns livsvilkår i et industrialiseret, effektiviseret og profitjagende samfund. Eller måske snarere om de forringede, dårlige vilkår, vi byder vores børn - og os selv.

Han taler om et samfund, der har snydt børnene for deres arv, for ejendomsretten til plads, frie områder, valgfrihed med hensyn til opholdssted, farefri veje, grøftekanter. Barndommen er blevet til en ghetto, børnenes liv leves i institutioner, der kan være aldrig så gode. Tiden med kammerater, forældre og slægt er der for lidt tilbage af.

Også børns egen frie udfoldelse er blevet alt for begrænset. En meget væsentlig side i arbejdsgruppen har da også været Børn-kan-selv-projekter, hvor børn har fået direkte økonomisk støtte til at føre deres egne idéer ud i livet.

Men for Ib Spang Olsen går der en klar skillelinje imellem hans samfundspolitiske arbejde for voksne og for børn. "Hvor voksent kan et barn være?" spørger han. "Hvor gør børnene af den overinformation, de får, bl.a. fra fjernsynet?". Han vil ikke være med til at skabe det bekymrede barn, der må bære voksenskabte problemer på sine spinkle skuldre. Voksne - og det gælder også børnebogsforfattere - skal passe på at skaffe sig aflad ved at skubbe problemerne over på næste generation.

Ib Spang Olsen lyver ikke ungerne nogen falsk idyl på i sine bøger for børn. Han overbeskytter dem ikke, men taler direkte til børnenes egen magiske, forunderlige og fantasifulde måde at opleve verden på. Det er der, han mener, at kræfterne til forandring skal hentes.