Æsel

Citat
“Egentlig er han sulten, og han har lyst til et stykke med abrikossyltetøj, men noget forhindrer ham i at føre hånden hen til glasset og stikke teskeen derned. Det er som om kroppen er væk. Han kan ikke mærke den. Der er kun tankerne. Tankerne om Farid, om Beheshta og hendes baby inde i maven.”
”Æsel”, side 215.

I Kristina Stoltz' roman ”Æsel” (2011) følger vi de afghanske teenagebrødre Nadeem og Farids flugt, der ender i Danmark efter en fortumlet rejse fra Mellemøsten over Rusland til Polen, Tyskland og Sverige. Udover at tegne et kort over de to drenges flugtrute, udfolder Stoltz et topografisk kort over menneskets sind, der udgøres af brudstykker af familieminder, erindringer om en tabt barndom og et tabt land. Men farverne på kortet bliver de to drenges rejse og møde med andre mennesker, flygtninge, der som de selv har ladt familie og land tilbage, men som stadig er mennesker med længsler, drømme og kærlighed i hjertet.

28667795

Hvert kapitel har steds- og tidsangivelse, og denne stringente logistiske dokumentarform giver et smukt modspil til både de poetiske passager og de til tider forfærdelige og detaljerede beskrivelser af vold og grusomhed. Både ”Turisthotellet” og ”Æsel” har den indre og den ydre rejse eller flugt som tema. Begge værker er en rejse ind i menneskesindet, såvel som beskrivelser af, hvordan steder og mennesker påvirker og former individet. Det er, som om der er en indbygget logik, når Stoltz sender sine karakterer ud i rejser, de ikke ved, hvor ender: De skal tabe sig selv for at kunne finde sig selv, de skal miste kærligheden for at kunne finde den, de skal drømme for at kunne vågne.

Da Nadeem og Farid bliver skilt ad, retter flugten sig ikke kun mod et fysisk sted at slå sig ned, men bliver i ligeså høj grad en kamp for at finde den anden igen: For kun ved at finde den anden, kan brødrene finde sig selv og finde hjem i det, der er ude.

Det er i dette mærkelige paradoks, at skønheden folder sig ud i ”Æsel”: Da brødrene genfinder hinanden efter at have troet, at alt var væk, er mødet ikke en slutning, men en ny begyndelse. Tid, sted og handling har ændret karaktererne, og midt i genfindelsens glæde ligger pludselig også en fremmedgjorthed: Er broderens stemme ikke blevet lysere? Er det virkelig ham – stemmen i telefonen, stilheden hvor kun de to brødres åndedræt taler sammen. To børn er blevet voksne, et nyt barn er blevet født – livet er gået videre.