Historien

Citat
”Hun blev nødt til at vide det i forhold til drengen. Hvilken alder der var hans, og hvilken der var deres fælles. Hun blev nødt til at vugge ham helt ind til kroppen som et barn hun selv havde født, sådan føltes det i mørket når hun lå ved siden af ham, inden fyrets hvide snit flåede begæret ud af kroppen.”
”Historien”, s. 32.

I 2013 udgav Kristina Stoltz den finurlige lille roman ”Historien” om en syvårig dreng og en femtenårig pige, hvis skæbner krydser hinanden en bittersød sommerferie. Pigen – hvis navn aldrig afsløres – er på ferie i en kystby med sin mor og hendes dominerende elsker. For at undslippe deres påtrængende kærlighedsliv begraver hun sig i en bogserie om en lille dreng med grå øjne, der til forveksling ligner drengen Theodor, som hun møder en dag på kystskrænten. Hans far er netop død af druk, og stedmoderen forsumper på den lokale bodega.

29989729

I Theodors fars hus ved fyret skaber de to børn en fælles historie og et refugium fra forældresvigt og socialforsorg. Forholdet mellem dem udvikler sig gradvist fra en slags mor-barn-relation til et seksuelt ladet forhold, hvor det forbudte forsigtigt udforskes. Hver nat oplyses deres fælles seng af lyskeglen fra fyret, der dels synes at symbolisere uskyldstabet, som bliver en central tematik i romanen, og dels deres roller som hinandens eneste lys i ensomhedens mørke.

Da de to bliver revet fra hinanden af socialforsorgen, bliver deres fælles historie ved med at hjemsøge dem begge på deres problemfyldte veje ind voksenlivet. De forsøger derfor hver især at genoplive fortiden gennem både fiktionens og virkelighedens verden. Romanen forvirrer her bevidst sin læser ved at lade hovedpersonernes fælles historie og pigens yndlingsbøger om drengen med de grå øjne flyde sammen. Foruden overgangen fra barndom til voksenliv, spirende seksualitet og svigt tematiserer ”Historien” altså også det komplekse forhold mellem fiktion, erindring og virkelighed.

Den sarthed og underfundighed, som karakteriserer romanens indholdsside og de let anonyme hovedpersoner, smitter af på fortællestilen, hvor brugen af korte, opbrudte sætninger og en legende metaforik tilsammen giver værket et poetisk præg. Dette understreges i bogens fodnoter, hvor der gradvist vokser et lille prosadigt frem, der på romanens sidste side fremstår som en slags poetisk koncentrat af det fortalte. Udgivelsen på små 83 sider suppleres desuden af en medfølgende ebogs-version, hvor en lyd- og filmside stimulerer læserens fantasi og tilføjer den ellers minimalistiske tekst visuelle og auditive dimensioner.