Fire ualmindelige søstre

Citat
“Lille Edel blev født som nummer fem, hvis man tæller cirkushunden Calle med. Den ene var grimmere end den anden, for dengang var børn heller ikke så pæne. De fik hverken rettet tænder eller ører eller øjne. Alfa mente at de fire var de grimmeste i hele byen. Det troede hun fordi de fine damer foldede hænderne og så op imod himlen når de mødte dem. Damerne sukkede og sagde ’jamen Gud bevar os!’ Imens stod Alfa og Beo og Ditte og lille Edel og så op i alt det hvide i deres øjne.”
Birgit Strandbygaard “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, s. 8.

Birgit Strandbygaards debut for børn er “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” fra 1996. Historien foregår lige efter Anden Verdenskrig og handler om fire søstre, der ikke er som andre børn. Deres far er opfinder og sidder altid ude i sit opfinderskur og sprænger ting i luften, deres mor har mistet sproget og kan kun kommunikere ved at krølle papir sammen – og så er de den fattigste familie i byen.

Den ældste søster, Alfa, er ked af det. Hun ville gerne være venner med de andre børn på skolen og have fine ting (såsom et rigtigt træk-og-slip toilet). Ditte er meget stille og kommenterer kun meget sjældent noget eller nogen. Men de to sidste søstre Beo og lille Edel er født med kulsort, strittende hår, mens blæsten rev i træerne. Det betyder ifølge søstrenes afdøde bedstemor, at de er født med en særlig livskraft – Beo kan snakke med dyrene og lille Edel er en vaskeægte cirkusprinsesse.

Beo og lille Edels høje humør, opfindsomhed og gå-på-mod hjælper familien igennem en svær tid – en tid hvor moren dør, og faren isolerer sig mere og mere. Søstrene klarer både opvask og madlavning og finder på sjove ting at lave, når de bliver kede af det eller savner deres mor.

Søstrenes historie er ikke en trist fortælling om fire stakkels, fattige piger, der bliver holdt udenfor og har det svært, men i stedet en livskraftig beretning om, hvordan man kan finde alternative måder at klare tingene på, hvis man holder sammen og benytter sig af en god fantasi.

Et væld af socialrealistiske detaljer planter fortællingen solidt i tiden under og lige efter krigen. Pigerne drikker Richs, samler på påklædningsdukker fra Marie Kiks og synes, at det er spændende, da den lokale købmand begynder at sælge tyggegummi. Historien er imidlertid ikke kun en periodeskildring, men også et moderne eventyr. For det er troen på noget overnaturligt og hinsidigt, der hjælper pigerne. Både når de beder aftenbøn og taler med deres mor, efter hun er kommet i himlen. Og når de tager deres egen magiske heksekraft i brug og får cirkushunden Calle til at læse tanker på de andre børn i klassen.