Som en anden Pippi

“Allis og den udødelige og alle de andre” (2003) handler om Alfa, Beo, Ditte og lille Edels kusine Allis, der her er blevet hovedpersonen.

Allis’ mor er syg. Men hun har hverken influenza eller brækket benet. Hun er syg i sjælen, og derfor kan hun ikke passe Allis. I stedet skal Allis bo hos sin mors søster og hendes mand og fire børn. Og det er ikke altid lige sjovt. Familien har ikke ret mange penge, og faren brokker sig hele tiden over Allis. Heldigvis kan hendes fætter og tre kusiner godt lide hende. For Allis er sjov og lidt af en rod. Hun gør aldrig, hvad de voksne siger, og finder som en anden Pippi Langstrømpe på de skøreste narrestreger. For eksempel prøver hun at tjene penge ved at leje babyen Ida ud til fremmede! Allis er også anderledes, fordi hun tror på magi og mirakler. For eksempel overbeviser hun de andre om, at deres gamle nabokone er udødelig. De voksne kalder Allis’ historier for løgne. De forstår ikke, at hun bare prøver at fortrylle verden med ord.

Bogen om Allis fortæller med varme og indsigt om et barn, der fortrænger sin sorg. Allis døber familiens hus “Fireenhalv”, fordi der bor fire og et halvt barn i huset: hende selv, tvillingerne Bitten og Kaj, Inger – og så ’den halve’, babyen Ida. Men det er tydeligt, at Allis i virkeligheden synes, at hun selv er den halve. Hun føler sig udenfor og i vejen, men prøver at skjule det bag en hård facade. Hun gider i hvert fald ikke blive holdt i hånden eller trøstet. Men de andre børn kan godt gennemskue Allis. Og de hjælper hende på hver deres måde med alligevel at føle sig velkommen i familien.