Stilistisk kan den enkle og konkretistiske stil, der præger flere af Charlotte Strandgaards tidlige digtsamlinger og særligt debuten ”Katalog”, ses i relation til en række andre danske forfattere, der i løbet af 1960’erne begyndte at gøre op med den tids modernistiske strømninger. Blandt andre Knud Sørensen, Vagn Steen og Hans Jørgen-Nielsen.
På indholdsplan er der også en del af de erfaringer, der behandles i Charlotte Strandgaards forfatterskab – patriarkatets besnærende kvinderolle, mediernes forvrængede skønhedsidealer og negligeringen af samfundets svageste – der går igen hos hendes samtidige forfatterkolleger. Vita Andersens meget populære ”Tryghedsnarkomaner” fra 1977 er både en beskrivelse af opvæksten i en socialt belastet familie og en revsende kritik af tidens kvinderolle. På samme måde undersøger også Dorrit Willumsen i sin novellesamling ”Knagen” fra 1965 forholdet mellem mænd og kvinder og den fremmedhed, der kan opstå mellem dem, som resultat af rigide kønsroller. Kirsten Thorups roman ”Baby” fra 1967 har ikke mindst et beslægtet fokus på samfundets udsatte i form af arbejdsløse, stofbrugere og prostituerede.
Charlotte Strandgaards fortællinger om børn, der starter livet på bunden af samfundets hierarki, minder om de første linjer i Tove Ditlevsens digt ”Børn” fra digtsamlingen ”Det runde værelse” fra 1973: ”Mit hjerte elsker alle de umulige børn, de som ingen holder af og ingen kan forstå.” Begge forfattere har viet en stor del af deres forfatterskab til at rette blikket mod samfundets marginaliserede og give stemme til dem, vi sjældent lytter til i samfundet.