Fremtidsminder

Citat
“Jeg gik gennem natten og byen. Der var så mange, der var i sig selv og kun lige kunne holde ud at leve. Selv dagen var for meget for dem [...] Selv dagen...! Og vi har ingen tid til verden, vi magter slet ikke at tænke på den. Vi har ingen tid – til at se verden i øjnene. Vi har ingen tid – til at fornemme den som vores.”
Fra “Ingen tid” i “Fremtidsminder”.

Det afsluttende digt i “Livets hastighed” peger med sit fokus på ‘det kommende’ frem mod Michael Strunges anden digtsamling, nemlig “Fremtidsminder” fra 1980. I denne samling af prosadigte bliver jegets forening med universet endnu mere manifest. Her bliver jeget nemlig en seer, både digter og en engel, der kan svæve hen over den dagligdags tilværelse og drage dybt ud i rummet, hvorfra det kan se sammenhænge og harmonier, som ellers er uopnåelige for mennesket. I det indledende digt med den sigende titel “Introduktion”, hedder det: “Bag den duggede rude ser jeg stjerner, byens og himlens, under mig drejer kloden. Over mig er verdens rum åbent, og herfra strømmer tanker og billeder ind.” Ruden er dugget, men kan gennemskues, og jeget har et overmenneskeligt overblik. Årsagen til dette overblik er, at digtsamlingen fungerer som fremtidens minder om det nu, hvorfra Strunge skrev. Selv om samlingens titel umiddelbart kan indikere, at det er minder om en fremtid, der er tale om, så foretager Strunge altså tidsrejsen for at kunne give en karakteristik af sin nutid.

Samlingen kan ligeledes læses som en forening af fantasi og verdensrum, idet ‘tanker’ og ‘billeder’ fra verdens rum strømmer ind – og det skrives ikke i hvad, men tankerne og billederne strømmer ind i jeget og/eller teksten selv. Som dette digt indikerer, er samlingen ikke kun en rejse i rumlig forstand, men også i indre forstand. Den er en indre opdagelsesrejse og udforskning af, hvad ‘jeg’ er, og hvad jegets sanser og dets bevidsthed kan, inden jeget begynder at bevæge sig ud i verden. Det betyder, at “Fremtidsminder” fremstår som et meget sanseligt værk. Alting sanses igennem øjnene og synet. Michael Strunge beskriver selv digtsamlingen som “en total oplevelse af tid og rum” , som netop opstår igennem synets sansning: “De vigtigste elementer i digtene er vand, sten, lys, planter og sand. Mange andre elementer er der ikke i den. “Fremtidsminder” er en billedgengivelse af en masse grundlæggende sanseoplevelser.” (Mai Strunge: “Samtaler m.m.”, 1985, side 14-15).

Et helt centralt tema i digtsamlingen er tid. I digtet “Mørket (Livet er en ørken)” gaber Strunge over tidens udfoldelse og samler oprindelighed og fremtid med følgende ord: “I mørket er formerne fremmede, og tingene får nye, oprindelige navne: regn er vand, plante er liv, – jeg er død.” Her sammenlignes døden med fostertilstanden. ‘Jeg er død’ kan nemlig både forstås sådan, at vi befinder os før jeget, altså i fostertilstanden, eller sådan at vi befinder os på den anden side af livet, altså i døden.

For at komme temaet tid nærmere analyseres i det følgende digtet “Tiden”. Digtet har en egen handling og dramatik, der udfolder sig mellem aktørerne: tiden, jeg, du og vi, der skiftevis optræder som subjekter, der agerer i aktive verber, og objekter beskrevet i passive verber. Tiden optræder hovedsageligt som et aktivt handlende subjekt. Eksempelvis i den indledende sætning, “Tiden opløser alle ure”, som annoncerer tidens totale magt. Tiden holder længere end alle ure, og uret kan ikke herske over tiden, tværtimod. I de efterfølgende linjer handler tiden ved at skabe opløsning – den ‘drypper’, ‘fejer’ og ‘skifter’. I andet afsnit hedder det: “Tiden kan ikke aftegnes, den aftegner sig kun i ansigtets linjer”. Heri ligger, at tiden influerer direkte på duet, og at det er et ulige forhold forstået på den måde, at duet ikke kan indvirke tilbage på tiden. Det er samtidig livets bevægelse mod døden, der tegnes i ansigtet. I tredje afsnit bliver dødsbilledet i opløsningen manifest: “Tiden løber gennem øjnene med umærkelige trin fra knoglede fødder. Tiden griner i kraniet”. Fra tidens grinen i kraniet bevæger digtet sig hastigt til falske masker og kongekroner som symboler på fortidens maskeradefester. En bevægelse, der kroner tiden som den eneste konge, fordi den kan bevæge sig hastigt igennem historiske epoker. I femte afsnit er “Tiden i symbiose med verden og bevægelserne”. Tiden er altså et vilkår – en del af verden –, men et foruroligende vilkår, for som det hedder: “Tiden er dit hjerte, der banker af angst for tiden, for kort og for lang tid.” Her personificeres tiden med duets hjerte, men symbiosen er ikke fuldendt, for duet er foruroliget over tidens rytme, der på en gang er for kort og for lang. I afsnit seks er symbiosen en relation mellem fødsel og drab. Tiden “føder og dræber fødere og dræbere, der dræber hinanden og føder hinanden – med tiden.” ‘Med tiden’ referer dels til, at fødsler og drab uundgåeligt vil ske før eller siden, og dels til, at de vil ske med tidens hjælp. Med denne sætning sluttes en cirkel ved at punktet for fødsel og drab, altså punktet for begyndelse og slutning, mødes. Denne cirkelbevægelse fortsætter i flere sætninger igennem den resterende del af digtet.

Igennem hele digtet har tiden en agerende og indflydelsesrig rolle, men den er også et mulighedsrum og en genstand for digtets du og vi. I sidste sætning af digtet hedder det om tiden: “Den ligger i uendelige mængder af opbrugthed og venter på, at vi skal finde en udvej til den, så vi kan bruge den på langs og tværs af døgnene!...” Fremtiden er, som det fremgår af sætningen, en væsentlig del af tiden. Fremtiden tematiseres i digtsamlingen blandt andet igennem ‘Addi-Engel’. Bogens forside er beklædt med et billede af Addi Engel, hvor hun står stor og nøgen med fødderne på en betrængt jord fuld af forvredne legemer. På sine løftede arme bærer Addi Engel en ny verden fuld af blomster og beklædt med øjne. Dermed kommer Addi Engel, som flere af digtene ligeledes tematiserer, til at repræsentere fremtiden med repræsentationer af liv, skønhed, det seende og foranderlige.