Michael Strunges fjerde digtsamling er den lille lette sag “Vi folder drømmens faner ud” fra 1981. Det er nu ikke fordi, indholdet er let, for heri afvises samfundet som en bevidstløs maskine, der knuser menneskenes drømme og ensretter dem. En maskine, der slet ikke er indrettet og programmeret til at rumme ungdommens vilde drømme om forandring og et anderledes liv. I centrum for denne kritik står medierne, og især fjernsynsmediet.
Det indledende digt er titelløst, og det udfolder sig over titlerne i alle de øvrige digte i samlingen. I andet digt, “Vortex” udfoldes en kritik af det offentlige rum. ‘Vortex’ er et engelsk udtryk for et hvirvlende, ofte turbulent, flow af væske. Det kan for eksempel være en hvirvelvind, som da også er et af de ord, der benyttes i digtet. Men det kan også tolkes som den ‘malstrøm af snavset storbylys’, Strunge introducerer i første verselinje. Herefter udfoldes en kritik af, hvordan sanserne er afløst af sansninger i storbyens liv: “Øjne er nu lysreklamer/næsebor er bilos/ørerne larmende biler./Hjerterne er rådhusklokkerne”. Citatet er en voldsom kontrast til, hvordan sanserne og sansningerne udforskes i digtsamlingen “Fremtidsminder”, hvor sanserne ikke er obstruerede. I digtsamlingen er scenen sat i samtiden, hvor maskinerne har transformeret byens landskab og de indre sansninger til maskinelle udtryk. I digtet “Plasticsolen” fremgår det tydeligt: Her er gaderne “fyldt med blinde børn”, altså børn der har mistet evnen til at sanse igennem synssansen, der stod så centralt i “Fremtidsminder”. Byen beskrives som et “tomt kranium”, hvor ting falder fra himlen. Der er altså ingen forstand tilbage i byen, men alene materielle genstande, heriblandt piller til at dulme angst, smerte og følsomhed i det hele taget. Selv husene er bedøvede, asfalten er i coma, og maskinerne er døende. Det er i det hele taget et goldt, affolket landskab, der beskrives. Det eneste menneske, der indgår i digtet, er “en ung mand”, der går “mellem to tårne”, “udspændt på en line.” Livet fremstilles altså som en ensom balancegang. Han kontrasteres af “store mågeflokke”, der trækker “ud mod det golde, lunkne hav.” De er kontraster igennem, at han er alene, og de er i flok, og samtidig ved, at de flygter fra byen. Kontrasten manifesteres desto tydeligere via det, der forener manden og mågerne; at begge ord begynder med ‘m’, og at både mand og måger er hævet over gadeniveau. Men i mågernes flugt skal de ikke regne med at finde bedre muligheder, for “Rundt om byen ligger skoven og gærer/af gift og medicin”, og havet er ‘goldt’ og ‘lunkent’. Selv solen, der kunne bringe lys, varme og lindring, beskrives som “Plasticsolen gløder som et betændt øje”, der giver mindelser om beskrivelser af atombombede områder. Og tv-mediet sender ‘blå sne’ ud på gaderne, og ‘døende maskiner’ donerer musikken. Associationen til atombombede områder bekræftes i de sidste linjer, hvor “Nylonvinden blæser koldt/og dækker de levendes hud/med et tyndt lag smerte.”, men det er dog ikke et scenarium efter atomkrigen, der beskrives, men i stedet teknologien, der smerteligt afløser naturen og transformerer natur til kunstighed – jævnfør at solen kobles sammen med plastik og vinden med kunststoffet nylon –, og mennesker til maskiner.
52040450
Ved at Strunge sætter kunstigt fremstillede ting sammen med naturens, kan man tolke det som en kritik af menneskets kontrol af naturen – som endda går ud over menneskene selv jævnfør følgende sætning: “Plasticsolen gløder som et betændt øje/stråler af jod blinder indbyggerne.” Her kobles udviskningen af de menneskelige sanser på menneskenes kontrol med og forsøg på at forfine naturen. Budskabet synes at være, at menneskene skal være varsomme med de teknologiske landvindinger og forsøgene på at erstatte naturen med det perfekte – som nylon og plastic. Det går alt sammen blot ud over os selv – gør os syge, ensomme og fremmedgjorte overfor naturen og hinanden.
Det skal dog siges, at selvom Strunges fremstilling af storbyen her fremstår lutter negativt, så er han samtidig fuld af fascination af byen. Der er sanselige beskrivelser af trafikkens larm, af tv, radio, popmusik, skrig, babyskrål og sirener. Af neonlys, trafiklys, fjernsynets isblå skær, reklamernes neonlys, diskolys med mere. Digteren er selv en del af gadebilledet, det er ham, der sanser, og det er fascinationen af byens lys, lyde og liv, der driver ham rundt i byen. Der får ham til at vandre hvileløst om i de mørke mennesketomme gader, som får ham til at frekventere et diskotek. Og det er denne blanding af fascination og frastødelse, der får ham til at skrive digte.
Det afsluttende digt i samlingen, “Drømmens faner”, er en utopisk udgave af “Plasticsolen” og står i modsætning til digtene i samlingen i det hele taget. Her er alle muligheder åbne for ungdommen, som med sine forkyndelser af “velvære og bløde senge/brugt til søvn og elskov” kan få “murene af norm og ensartethed/til at vælte”. Digtet kan læses som en kobling af de to foregående digtsamlinger. Strunge siger selv herom: Digtet ““Drømmens faner” blander dialektisk “Skrigerne!” og “Fremtidsminder”, så der nærmest fremstår en slags positiv futurisme, hvor der er formuleret utopier i forhold til noget her og nu med udgangspunkt i noget her og nu.” (Mai Strunge: Samtaler m.m. mellem Anne-Marie Mai og Michael Strunge, side 20).