Det kan virke som om Kerstin Sundh ikke helt kunne blive færdig med børnene fra det fattige Värmland, for senere kom 8 bøger om pigen Miranda, som foregår samme sted og næsten samme tid.
I den første bog, Miranda og perlekæden , er Miranda 11 år, og bor med sin mor, Elvira, og sin bror, Otto, på Åsbakken. Her udenfor byen bor samfundets fattigste, værre kan det ikke blive. Elvira er sjusket, selvoptaget og uberegnelig. Miranda føler stor afstand til sin mor, som tydeligt viser, at hun holder mest af Otto. Miranda føler sig ofte ensom, anderledes og grim. På trods af de umulige vilkår har Miranda livsmod og nysgerrighed nok til at klare vanskelighederne, godt hjulpet af sin stædighed og fantasi.
Gennem historien afdækkes Mirandas mildt sagt indviklede familieforhold - og vigtigst: at Elvira ikke er Mirandas rigtige mor. Det viser sig, at Louise, en venlig og kærlig kvinde, som Miranda straks er på bølgelængde med, har født Miranda som ung og ugift. Louises mor gav Miranda til Elvira mod betaling og tavshed. Senere dukker der også en far op i periferien. Han dør dog, men giver Miranda et par dejlige bedsteforældre. Miranda flytter til Louise på Storhøjen, og får her lov til at være barn, at udfolde sine kunstneriske evner, og til at læse videre.
Historien afskører også mange andre komplicerede familieforhold. De fleste personer har et stærkt ønske om et "almindeligt" familieliv, men erfarer at det ikke findes.
Miranda-seriens udgangspunkt og dens første bind, ligner bøgerne om Stina og de andre. Men efterhånden bliver det en udviklingshistorie, og det psykologiske aspekt vinder over det sociale. I de sidste bøger går handlingen næsten for smukt op: Miranda får velhavende bedsteforældre, hun får succes med sin kunst, drengene er vilde med hende o.s.v. Det kunne minde om en ugebladsnovelle, men Kestin Sundh får med sit fortælletalent læseren til at tro på Miranda og hendes udvikling, og at tilgive den ret usandsynlige handling.