Kønsroller, loyalitet og solidaritet

Kerstin Sundh skriver om modige, oppositionelle piger, der vover at sætte sig op mod konventionerne. Da Stina f.eks. mangler støvler, hævder hun til mormors skræk, at også kvinder kan arbejde som skomagere. Miranda bryder også tidens borgerlige norm ved at nægte at gifte sig, og vælge at rejse ud og udvikle sig kunstnerisk.

Et gennemgående træk i alle Kerstin Sundhs bøger er børns uendelige solidaritet med deres voksne, selvom disse ofte handler uforståeligt, ofte svigter og ikke altid er voksne. Dette bevirker en næsten ubærlig loyalitetskonflikt, f.eks. da Stina må vælge mellem det fattige liv med mormor, eller mors tilbud om en mere velstående tilværelse. Magda tvinges til et valg mellem trygheden hos søsteren, eller vold og fuldskab hos forældrene. Mirandas konflikt er mage til, når hun splittes mellem sit gamle liv på Åsbakken, og skyld og dårlig samvittighed overfor sin rigtige mor.