Intetfang

Citat
”på det mørke vand / nær den algegrønne kaj / hvor billede på billede / af krop og køn / fra en anden verden / stødes frem / og ruller tilbage igen/ ét for ét / medens sæden løber / mellem fingrene / ligesom fisken svømmer”
”Intetfang”, s. 24.

Pia Tafdrups anden digtsamling ”Intetfang” fra 1982 var med til at få kritikeren Erik Skyum-Nielsen til at betegne hendes lyrik som ”krops-modernisme”. Kroppen er hos Pia Tafdrup en slags frirum, uberørt af samfundets klør og den sidste rest natur, vi har. Krop og seksualitet er noget af det sidste, som normerne endnu ikke har tæmmet og disciplineret.

Gennem ”Intetfang” bruger Pia Tafdrup havet og livet, som lever i dybet, som billede på kroppens utæmmelighed og underliggende seksualitet. Over 70 pct. af jordens overflade er dækket af vand, og alligevel frygter kun en tåbe ikke havet, lyder det advarende. Man kunne sige det samme om seksualiteten, der som urkraft uden held har været forsøgt tæmmet i årtusinder.

Som et hav bruser liderligheden ind over det elskende par i digtet ”På Bunden”. Her er ”dit åndedrag som hårde bølgeslag/ mod bådens teakfinér”, mens ”øjnene glider frem i mørket som lysende fiskestimer” (s. 25).

Pia Tafdrup opstiller her et klassisk modsætningspar mellem natur og kultur, hvor havet er naturen, der slår mod de samfundsbetingede hæmninger (båden), lavet af det fornemme teaktræ. Båden må dog til sidst give fortabt over for fiskenes ryk gennem vandet, og ”smagen af grøn grøn tangskov/ når sæden sprøjter mod ganen”.

Men den opstemte rus, når urkræfterne tager over, står ikke alene i digtene. Jeg'et er fanget på kanten mellem hav og land. Id'ets dyriske tendenser og over-jeg'ets kamp for at få mennesket til at opføre sig pænt river i digtet ”I spejlet” jeg'et over, og resultatet er ”angsten/ der ruller/ til og fra som vraggods/ i strandkanten” (s. 49). Det er spejlet, der udløser angsten og splittelsen, fordi spejlet netop får os til at iagttage og måle os selv i forhold til de andres normer.

Men ”Intetfang”s mørke undersøgelse af det splittede jeg ender lykkeligt: I det afsluttende digt ”Finder hjem” findes en vej til at lade de modsatrettede kræfter forenes, og ”udvisker/ grænserne mellem/ landet/ og luften/ og havet” (s. 62).

I ”Intetfang” skildrer Pia Tafdrup vores splittelse mellem naturabe og kulturmenneske og lader de modsatrettede kræfter finde sammen i et afsluttende, kropsligt kompromis.