I Johan Theorins første roman ”Skumtimmen” fra 2007 (”Skumringstimen”, 2008) bliver læseren fra første side introduceret til det ølandske landskab. Det er sensommer og gråt af tåge, og den lille Jens er alene ude på heden, hvor han møder en mand ved navn Nils Kant. Mere får læseren ikke at vide i første omgang.
Prologen er dateret til 1972, og herefter springer fortællingen til 1990’erne, hvor Julia i Gøteborg får en opringning fra sin gamle far Gerlof, der fortæller, at man har fundet hendes forsvundne søn Jens’ ene sandal. Herefter tager Julia til Stenvik på Øland, sygemeldt og halvalkoholisk efter mange års sorg. Blot et par dage vil hun blive på øen, men ender med at blive der længere, alt imens hendes far forsøger at opklare, hvem der kender til sønnens forsvinden 20 år forinden.
27210406
Bogens hovedpersoner er Gerlof og Julia, men manden ved navn Nils Kant spiller en væsentlig rolle. Fra begyndelsen af fortællingen køres han i stilling som Jens’ morder. Nils Kant er kendt på Øland som en voldelig fyr, der engang i 1930’erne lod sin bror drukne med vilje. I jævnlige spring i tid og geografi bliver Kants historie fortalt – fra han slår en tysker ihjel under Anden Verdenskrig til han til sidst er så upopulær på hjemegnen, at han flygter til Sydamerika – for mange år senere at blive smuglet tilbage under ny identitet.
Gerlof tror længe, at det er Nils Kant, der gjorde noget ved barnebarnet, og læseren ved jo fra prologen, at de mødtes. Men forklaringen er en anden. Læseren bliver langsomt klogere, i takt med at Gerlof og Julia opsøger aldrende øboere med hemmeligheder. Sandheden er, at Jens døde ved et uheld – under et opgør om bl.a. naziguld og griskhed.
Stemningen i ”Skumringstimen” er urolig, og læseren følger samme tempo som den nysgerrige, langsomtgående Gerlof. Der er enkelte episoder, hvor fantasi og virkelighed væves sammen, hvilket er et af Theorins særkender som forfatter. Linda er indledningsvis så plaget af sorg, at hun fører samtaler med sit forsvundne barn og ser syner, som læseren kommer i tvivl om er sande eller ej. Heldigvis får hun en form for fred til sidst i romanen, når de finder ud af, hvordan Jens døde den dag i 1972.