Søren Ulrik Thomsen

Søren Ulrik Thomsen er født i Kalundborg og vokset op på Stevns, nærmere bestemt i ”Store fucking Heddinge”, som han engang har kaldt sin hjemby. Han flyttede med sin familie til København som 16-årig og blev straks imponeret over storbyens fart, tempo, liv, som han bl.a. betragtede fra sin lejlighed i St. Kongensgade 23. Bevægelsen fra St. Heddinge til St. Kongensgade har været altafgørende for udviklingen af hans forfatterskab, der i debutsamlingen ”City Slang” helt op på titelniveau tematiserer byen og byens sprog. Thomsen har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men har brugt det meste af sit voksne liv på at skrive. 

I Jørgen Leths portrætfilm ”Jeg er levende” fortæller Søren Ulrik Thomsen om sin opvækst, at oplæsning og aftensange ”var med til at skærpe hans interesse og sans for musikken og rytmen i det poetiske sprog.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). Denne opmærksomhed på sprogets rytme og klange er en del af Søren Ulrik Thomsens bevæggrunde for at skrive, og adspurgt om, hvad der fik ham til at blive forfatter, svarer han: ”Måske man kan se nogle spor i min mors gren af familien. Både min mor og min bror skriver sange, min bedstefar var journalist, min oldefar havde Kalundborg Avis, indtil hele byen krakkede og hans forretning genopstod som Albert Vejløs Bogtrykkeri, og endelig var min tipoldefar bogbinder. Så i min mors del af slægten har interessen for skrift og tekst været drivende meget langt tilbage.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). 

Hvor Thomsen tidligt i forfatterskabet tog afstand fra sin opvækst på Stevns, vender han i forbindelse med den nyeste udgivelse tilbage til barndommens land med en anderledes rummelighed: ”Med hensyn til Stevns, hvor jeg voksede op … Jeg brød mig ikke særlig meget om det sociale liv i provinsen, men som voksen er det gået op for mig, hvor dybt det stevnske landskab har sat sig i mig. Jeg tager derned hvert eneste år og cykler rundt ude langs klinten. Dér har du det igen. At ting, som ligger langt tilbage, pludselig begynder at betyde noget.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget af Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17).  

Inden debutsamlingen ”City Slang” udkom, havde Søren Ulrik Thomsen haft seks digte i tidsskriftet Hvedekorn i 1977. Sideløbende med sit skønlitterære forfatterskab har Thomsen udgivet poetikkerne ”Mit lys brænder” (1985) og ”En dans på gloser” (1996), to essaysamlinger og en erindringsbog over det forsvindende København. Endvidere markerer han sig ofte i den offentlige debat om forskellige emner som byfornyelse, kunstkritik, tidsånd mm. Sammen med kritikeren Erik Skyum-Nielsen stiftede Thomsen i 1985 det litterære tidsskrift Den Blå Port, og han har siden 1995 været medlem af Det Danske Akademi.

Dette portræt omhandler forfatterskabets skønlitterære værker.

Søren Ulrik Thomsen debuterede i 1981 med ”City Slang”, der, som titlen angiver, er blevet til i mødet med storbyen. Gennemgående for samlingens 57 digte er et jegs sansning og til tider voldsomme og smertefulde oplevelse af storbyens rum med dets puls, blink, larm, trafik og mørke baggårde. Det er et ensomt jeg, og kontakten med andre er sporadisk og karakteriseret af bortvendte ansigter.

23416883

Digtet ”Jeg er levende” viser, at jeget er til i verden i kraft af sine sanser. De første strofer lyder: ”regnvandet driver / ned ad min arm / jeg er levende”, og resten af digtet er en messende besværgelse af at være i live. Jeget er alene og isoleret over for både byen og andre mennesker: ”porten smækker”, ”bilerne suser bag muren”, ”telefonen ringer / røret er koldt i hånden”. Til sidst i digtet forsvinder jeget helt, og tilbage er kun besværgelsen: ”græder / levende”. Grafisk er digtet fragmentarisk og kaotisk sat op, hvilket underbygger indholdet. Digtet tematiserer tab og fravær og er en markering af en mistet kontakt. I stedet for varme og nærvær er kun en ensom krop tilbage med sine erindringer og sine mislykkede forsøg på at nå ud i verden. Nok er jeget i opløsning, men sproget og formen hænger sammen, og Thomsen viser allerede i debuten, at han bemestrer sit stof til fulde. 

Flere af digtene i ”City Slang” griber ind i og over hinanden, og bestemte formelle træk er gennemgående i samlingen. 26 af digtene er struktureret omkring gentagelser, der slår stemningen af og har funktion af omkvæd, rytme, byens beat. Farven blå har en central plads og åbner det blå rum, der navngives på s. 59 og betegner poesiens blå rum. Dette rum giver plads til en repoetisering af verden og er et opgør med 1970’ernes politiske og følelsesladede poesi.  

Med sit dystopiske syn på en fremmedgørende verden og sit fokus på kroppen som den sidste referent skriver ”City Slang” sig ind i 80’er-digtningen repræsenteret ved bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen.

Et diktum tilskrevet Poul Borum lød i 1980’erne ”Jeg.Er.Her.Nu.” som et billede på, at det eneste, individet kan regne med i en kaotisk verden, er, at kroppen er til, at jeget derfor også er til, og at kun nuet eksisterer. Dette diktum ligger på mange måder til grund for digtene i ”City Slang”, der alle har kroppen som omdrejningspunkt. Kroppen sanser byen med dens lyde, lugte og lys, og kroppen og byen bliver til spejlinger af hinanden. Rent klangligt har ”City Slang” storbyens jargon indlejret i sig med sprogets hårde klange, metallisk som en rock-puls i kroppen. Som i David Bowies ”Sound and Vision” (fra albummet Low, 1977) er verden her et absolut nærvær af lyd, syn og sansninger. 

Ved udgivelsen vakte ”City Slang” ikke synderlig meget opmærksomhed, men da Lars H.U.G. satte musik til sangene i 1983, nåede den ud til et større publikum. Siden hen er samlingen blevet et ikonisk værk over 1980’erne.