Musikken

Musik har altid fyldt meget i Thorstein Thomsens liv. Den har fyldt så meget, at han har skrevet en hel bog Musikken og mig – om at vokse ind i en Beatles tid om det, og han har da også kunnet leve af musikken i store perioder af sit liv. Det hele startede med en gammel tante der spillede klaver og som mente han havde talent. Derfra gik det over klaver, trompet, ukulele, guitar og trommer, men ingen af instrumenterne blev han rigtigt god til at spille på.

Man kan fornemme Thorstein Thomsens glæde ved musik, når han beskriver sine forskellige musiklærere: Den rare frøken Svensson der talte så sjovt og lærte ham at spille Tom Dooley på klaver, og den tykke trompetlærer Hr. Bay der kæmpede en forgæves kamp for at få Thorstein til at interessere sig for noder. Men allermest kan man fornemme glæden ved musikken, når han beskriver hvordan han i 1964, på familiens gamle sort-hvide Philips fjernsyn, så The Beatles stige ud af en flyver. Deres hår gik helt ned over ørerne og alle deres fans skreg. Efter denne oplevelse blev livet ikke det samme for Thorstein Thomsen.

I en periode, mens han gik i skole i Lyngby, spillede han sammen med C.V. Jørgensen, eller Carsten som han hed dengang. Også som voksen spillede han sammen med C.V. Jørgensens orkester som pianist. Med sin egen gruppe, Charlatan fik han udgivet et par LP´er i slutningen af halvfjerdserne. Og med Charlatan indledte Thorstein Thomsen et mangeårigt samarbejde med guitaristen og komponisten Jan Irhøj. Siden 1980'erne har Thomsen og Irhøj skrevet/spillet/indspillet og udgivet over 180 sange til og for børn – på bånd, lp og siden cd. Mange af udgivelserne har været tæt knyttet til Thorsteins bogudgivelser, f.eks. Sange om Frede, Alle tiders ABC og Bullers Ballader.