Barndomslandet

Thorstein Thomsens bøger handler næsten alle om hans oplevelser i barndommens Lyngby. Det kunne såmænd også have været i Vanløse, Hvidovre eller Brønshøj, og sammenligningerne med Bjarne Reuter´s bøger ligger lige for - de to er faktisk født samme år og skriver langt hen ad vejen ud fra de samme erfaringer. Det er et miljø der præges af modsætningerne mellem de fine villakvarterer og de lidt mere ydmyge barakker eller etageejendomme der skyder op i halvtredsernes og tressernes forstadskvarterer. Thorstein bor i barakkerne, og hans loyalitet ligger hos gårdens "frække" drenge der altid har gang i et eller andet tvivlsomt projekt.

Et af Thorstein Thomsen vigtigste temaer er imidlertid hvordan modsætningerne kan mødes: I overført betydning mødet mellem barakkerne og villaerne, men helt konkret hvordan børn fra vidt forskellige miljøer og med vidt forskellige baggrunde alligevel kan blive de bedste venner i verden. I Tordenskjold-klubben er det Rud og Henrik, i Torbenbøgerne er det Torben og Johan, og Frede er både bedste venner med den gamle dame Fru Brun og punkeren Kjeld. Thorstein Thomsen skildrer dette møde med humor og indlevelse og man kan næsten lugte gårdens varme asfalt og høre lyden af fodbolden mod en garagedør når man læser hans barndomsskildringer.